DANSK LAND-ROVER KLUB | FORSIDE INDHOLD LOGIN SØG OPSLAGSTAVLE |
af Jesper Ellegaard
Vi har i dag haft besøg af Peter, Mette og Claus fra firmaet Auto Uniqa i Lynge, der udvikler, sælger og monterer godkendte partikelfiltre til alle Land-Rover modeller.
De kører alle selv i Land-Rovere og bor i København.
Ideen til udviklingen af filtret kom, da Peter og Mette havde en Range Rover Sport uden filter og som pludselig ikke måtte benyttes, hvor de bor pga. miljøzonerne i København. Det måtte der laves om på.
8 medlemsnumre og 12 personer i alt samledes omkring kaffebordet til en spændende og informativ formiddag.
Der blev fortalt om de mange udfordringer, der havde været med at få godkendt AutoUniqas partikelfilter og at det til sidst lykkedes, så alle Land-Rover modeller fra seriebiler og frem kan få monteret filtret og dermed få adgang til miljøzonerne i de byer, hvor det gælder.
Nu har seriebiler og andre veteraner allerede adgang til zonerne uden filter, så skulle de monteres med filter, skulle det være for ens egen rene miljø-samvittighed.
Men alle os andre med "nyere" biler kan jo blive berørt.
Auto Uniqas "pakke" indeholder partikelfilter, montering, optimering/justering af motor, syn og registrering i Køretøjsregistret.
Vi hørte også om, at der pr. 1. oktober 2023 træder nye regler i kraft, så det ikke længere kun er gulplade-biler, der nægtes adgang til zonerne uden filter. Alle dieselbiler fra før 2009 (undtagen veteranerne) skal have filter på for at køre i zonerne.
"Jo jo.. jeg kører alligevel ikke til storbyen i Defenderen"... Men der er undersøgelser omkring og sikkert meget snart politisk velvilje til, at byer med mere end 25.000 indbyggere må indføre miljøzoner.
Så Køge, Næstved og Slagelse i vores region kan meget vel tænkes at gå i miljøets retning i nær fremtid. Og så bliver det pludselig meget aktuelt for os i Sydsjælland med de ældre biler, når vi skal en tur i Biltema.
Tak til Peter, Mette og Claus for deres gode informationer - og tak til alle jer andre for et par hyggelige spændende timer sammen.
Læs mere om de nye regler gældende fra 1. oktober 2023
Læs mere om miljøzoner i byer med mere end 25.000 indbyggere
Der er endnu ingen, der har kommenteret denne side
Har du lyst til at kommentere siden ? Tryk her