DANSK LAND-ROVER KLUB | FORSIDE INDHOLD LOGIN SØG OPSLAGSTAVLE |
af Jesper Ellegaard
Søndag formiddag på midtsjælland strålede solen fra en skyfri himmel og det var lidt svært at tage sig sammen til at starte bilen og køre til Everdrup for at tilbringe hele eftermiddagen i et sikkert mørkt og dunkelt forsamlingshus.
Men da jeg kørte mod Everdrup, kom det som sendt fra himlen.. (hmm..). Der lagde sig en tung dyne af tåge over landskabet og godt det samme, for de næste mange timer skulle foregå indendørs med Sydsjællands årlige regionalforsamling.
Som så mange andre arrangementer i klubben, så plejer regionalforsamlingen at være rigtig hyggelig, for der møder mange mennesker op og der er tid til at tale sammen i de mange pauser - og tid til at smage på de hjemmebagte boller med tandsmør og friskbrygget kaffe. I år var vi samlet cirka 40 mennesker omkring bordene.
En regionalforsamling er normalt overstået inden mørket falder på, men I år trak tiden ud, for der var nogle vigtige emner på dagsordenen.
Det ene drejede sig om et forslag stillet af nogle folk fra Jylland omkring ændringer/tilføjelser til klubbens vedtægter.
Der var blevet stillet forslag om i vedtægterne, at lave yderligere begrænsninger for ikke-Land Rover-køretøjer's adgang til arrangementer.
Det blev en meget lang snak, som måtte deles af flere "summe"-pauser.
Hvad der egentlig kom ud af snakken, vil senere kunne læses i referatet fra Regionalforsamlingen.
Det andet - meget mere alvorlige punkt - var valg af ny regionssekretær.
Den "gamle" sekretær, John Karlsen takkede af efter mange års hårdt arbejde i bestyrelsen. Der er måske ikke så mange, der ved det, men John har faktisk "overlevet" fire regionsledere i bestyrelsen. - Eller også har han slidt dem op...
Om det er den seneste regionsleder som har slidt John op, ved jeg ikke, men jeg tror nu nok, at Johns afsked skyldes ønsket om at prioritere det nye familieliv højest.
Dette skulle iøvrigt gerne få en god start, for i "afskedsgave" fra regionen fik John et gavekort på en kro-ferie.
Her fra net-redaktionen skal der lyde en stort tak til dig, John for et godt samarbejde og vi ønsker dig held og lykke som helt almindeligt medlem.
Og den nye sekretær...
Der blev meget stille i Everdrup den eftermiddag, da formanden bad nye kandidater melde sig...
Efter noget tid, hvor alle havde kigget rundt på hinanden og prikket med albuen til sidemanden, så var der endelig en, som turde melde sig.
Det var Mikkel Warming.
Mikkel har "kun" været i klubben i tre år og skal nok få sin sag for i bestyrelsen blandt alle de "gamle rotter". Men mon ikke det nye blod skal vise sig at være sundt for regionen.
Mikkel blev ihvertfald budt hjerteligt velkommen i bestyrelsen, og han skal nok få al den opbakning, han har brug for.
Det sidste - også meget væsentlige - (tilbagevendende) problem var, hvem der løb med alle præmierne i Verners lotteri....
Det lykkedes faktisk alle at vinde en præmie...