Arrangementer

Kalender

Rejsebeskrivelser

Rejsetips

Terrænkørsel

Bilen

Fortæl selv

Per Olsens tur til Namibia med Land Rover Experience

(21-02-2015)

af Per Olsen

Land Rover Experience, Namibia November 2014 oplevet af Per Olsen #8660 " The full Story"

Prolog.

Turen ”startede” i Tirsbæk i Oktober med nogle timers undervisning i Discovery 4's knapper og en prøvekørsel på deres testbane og tur rundt i en våd efterårsskov. Lidt meget automatik at skulle forholde sig til for én der ejer en ældre Defender. Men ret imponerende hvad en Disco 4 ”selv” kan klare på almindelige vejdæk opad smattede skråninger i istidslandskabet.

Fik tilsendt en sovepose som skulle medbringes, til de 2 overnatninger i tagtelt. Åbenbart for dyrt/besværligt at få dernede. Men det er dælme omfangsrigt at pakke en sådan ned i en kuffert. Så jeg fandt en ældre tyndere sovepose, og satsede på at den var varm nok. Jeg havde fulgt med i temperaturene på DMI og det havde været ned til en 2-5 grader om natten i hovedstaden – og 30 om dagen.

Afrejsen, 20/11

Skulle som den eneste flyve fra Kastrup, de andre startede i Billund. Blev kørt til lufthavnen af mine forældre en mørk og kold torsdag aften. Endte i den forkerte terminal, og måtte traske hele vejen til den anden med min kuffert på slæb. Erfarede at det ene hjul på kufferten peb helt afsindigt. Nå, men det måtte de andre folk selv om...

Jeg forsøgte at checke ind på nettet hjemmefra men det kunne jeg ikke hele vejen. Kun til de to første fly, så jeg måtte finde en skranke i lufthavnen, hvor de så ikke kunne skanne det boardingkort jeg selv havde skrevet ud fra Lufthansa's hjemmeside. Dette problem gentog sig i sikkerhedskontrollerne, afgangsterminalerne og i skranken i Johannesborg. Note to self: Print dit boardingkort i lufthavnen – og køb en ny (større) kuffert.

Købte en sandwich og en danskvand i en kiosk i terminalen i Kastrup – 82 kroner. De er sgu ikke kede af det.

Vi blev ½ time forsinkede i afgangen fra Kastrup. Dette gjorde så tidsplanen noget presset i Frankfurt, hvor jeg småløb gennem de meget lange gange. Skulle heldigvis ikke gennem noget sikkerhedscheck. Fremme ved terminalen ledte jeg efter de andre – dvs. det var kun den danske LRE medarbejder jeg kendte udseendet på, men der var ingen at se. Boarding begyndte og jeg ventede til de fleste var gået igennem, men jeg så ingen som jeg kunne genkende. En noget stresset følelse kom snigende – var noget lavet om eller aflyst?

Da flyet var kommet i luften mod Johannesborg spurgte jeg én af stewardesserne om hun kunne checke passagerlisten. Hun kunne ikke finde nogen på listen... Stress gik over i lettere panik. Betalte en trådløs internetforbindelse i flyet, og forsøgte at skrive en mail til LRE, fik et autosvar om at skrive til en anden medarbejder i LRE DK, det gjorde jeg – og fik svar lidt efter, men vedkommende viste ikke noget. Så kom vi ud over middelhavet og internetforbindelsen røg.

Det var intet andet at gøre de næste 9 timer end slås med touchskærmen på inflight entertainment systemet på sædet foran. Lidt sjovt at lure på alle de andres passagerers lige så fortvivlede forsøg på at skifte film, stoppe og starte ting. Det kan undre man laver noget der virker så dårligt – men på den anden side, så er folk jo beskæftigede på long hauls.

Jeg ankom til Tambo lufthavnen i Johannesborg, Sydafrika næste formiddag og fandt en Lufthansa skranke og fik det sidste boardingkort. Det er en forholdsvis stor lufthavn med mange julepyntede butikker. Gik direkte til afgangsterminalen. Der var stort set ingen mennesker i hele området, men dog et juletræ pyntet med sorte nisser – måske et levn fra den Hollandske æra. Der har julemanden vist en sort hjælper.

Efter en time så jeg så endelig én med et LRE kuffertmærke magen til mit. De andre havde faktisk været med samme fly. Suk, nå så kunne jeg begynde arbejde med at få stressniveauet ned. Hele rejseselskabet bestod af 6 personer, som skulle fordeles på 3 biler.

Ankomst, Windhoek 21/11

Derefter endnu 2 timers flyvetur vestpå til Windhoek i Namibia. Da vi kom ud af flyet og skulle traske over til terminalbygningen ramte varmen som en hammer. Der var ca. 30 grader, og jeg havde lange bukser på samt en fleecetrøje. For at toppe det op, var der kø for at komme ind i bygningen. Køen skyldes en dame skulle måle vores temperatur på brystkassen med en infrarød måler – pga. frygten for ebola. Jeg tænkte at alle alarmklokker ville ringe når jeg kom frem, da det føltes som min kropstemperatur var 50+, men jeg slap igennem.

Vi blev mødt af vores 2 guides ved den meget lille ankomst terminal. Den ene guide var tysker og arbjede normalt den tyske LRE afdeling, som også havde arrangeret selve turen. Den anden var lokal Namibisk freelance guide.

I lufthavnen vekslede jeg 1000 kr. til Namibiske dollars, hvilket viste sig at være alt for meget. Derudover købte jeg en flaske rigtigt myggespray. Det er helt ligegyldigt at tage det opslæmmede citronvand med, man kan få i Danmark. Vi skulle op i kanten af malaria-områderne i de nordlige dele af landet. Men det var lidt uvist hvor mange myg vi ville opleve, da regntiden endnu ikke var begyndt – og det dermed ikke rigtig havde regnet i 10 måneder. Jeg talte 12 myg på turen...

Vi blev kørt videre i minibus fra lufthavnen gennem Windhoeks forstæder og nordpå til byen Okahanja. Første indtryk af landet var tørt og tyndtbefolket – et indtryk det holdt.

I de rigere forstæder af hovedstaden (nok bare middelklassen), er hvert hus sit eget lille fort. Der er høje mure med pigtråd på toppen, og små gule skilte nok om strøm. Der er også små skilderhuse med vagter foran visse veje og områder. Lidt ligesom jeg har set i fjernsynet fra Sydafrika. Der er forholdsvist pænt og rent på gader og stræder. Bilparken er rimeligt ny og består i stor udstrækning af VW'er og diverse pickups. VW'erne skyldes den store Sydafrikanske indflydelse i landet, da det er samme billede der. Der ligger nogle meget store VW fabrikker i Sydafrika.

Efter 1½ times kørsel nåede vi endelig til bilerne. Dette var ret præcist 24 timer efter jeg låste min hoveddør i DK. 3 stk. meget nye og nyvaskede hvide Disco 4, og en 110'er til guiderne. Disco'erne var HE udgaven i ”hvideplade-udgaven” med auto-spær på bagakslen (ekstraudstyr). Vores bil havde kun kørt godt 15.000, og alt virkede stadig meget nyt. De var monteret med et tagtelt (et Hannibal Impi tror jeg) og havde et 12V køleskab stående i bagagerummet fyldt med vand, sodavand og øl. Der var også walkie.

Det var med lidt nervøsitet at jeg lagde fra land i den lille kolonne – pga. venstrekørslen. Der fulgte først ca. 50 km på asfalt, hvilket var omtrent en trediedel af alt det asfalt vi kom til at køre på, på hele turen. Der er uendelige hegn langs alle større veje, nok dels til at holde de vilde dyr væk fra vejene, men også for at holde kvæg og lignende inde. Hegnene er en ca. 10 meter fra vejen og i dette ingenmandsland så vi de første vilde dyr – vortesvin som - også af de lokale- er kommet til at hedde ”Pumba's”. Det var meget seværdigt at opleve de første, men vi opdagede hurtigt at der var rigtigt mange af dem alle vegne i denne del af landet. Landskabet er fyldt med buske og små krogede træer på ca. 2 meter med store torne. Det gjorde at udsigten var begrænset til få meter og man havde fornemmelsen af at man kunne være kørt forbi de første hundrede elefanter, uden at opdage dem.

Vi drejer af fra asfalten og ind på de grusveje som udgør en meget stor del af infrastrukturen i landet. Det er en mellemting mellem hårdkørt grus og sand. Der kan være lange strækninger med fast underlag afløst af en 50 meter sand – hvor man pludselig skal holde godt fast i rorpinden. Der er hastighedsbegrænsninger på 80-120 km/t. afhængigt af underlaget, og der står faktisk skilte midt i ingenting. Med de hastigheder lavede bilerne enorme støvskyer, og vi måtte holde stor afstand.

Vi var på vej mod Erindi Private Game Reserve. Et reservat på godt 70.000 hektar. Vi ankom til et lille garageanlæg ved Old Traders Lodge, som består af en række små bungalows med værelser. Trætheden af rejsen var for alvor begyndt at melde sig mens vi blev ført gennem labyrinten af stier mellem husene til vores værelser. Det var så det mest luxuriøse sted vi overnattede på, men da det også var det første værelse, var indtrykket noget overvældende. Mit værelse var stort og fyldt med store tunge møbler i mørkt træ, badeværelset havde både et stort badekar, bruseområde, 2 håndvakse og masser af marmor. Nå, men nogle store tunge gardiner var trukket for, og jeg gik hen til dem. Lige foran stod 2 enorme læderstole med et lille bord mellem, og der stod en karaffel med portvin og 2 glas... Jeg trak gardinerne fra og stirrede ud på en lav slette med få træer, men med 7-8 giraffer der majestætisk gik rundt og nippede til bladene en 50-100 meter fra min terrasse. Lige over for lå der også en meget stor krokodille og sov (eller lod som om). Solen var på vej ned, og jeg flåede kameraer frem og tog en masse billeder. Kunne høre fra de andre terrasser at jeg ikke var den eneste der havde fået samme idé. Solen gik hurtigt ned og jeg synes blev nødt til at sidde lidt på de store dækstole på terrassen og smage på portvinen, og bare kigge på girafferne der luskede af sted i skumringen mod horisonten.

Havde dog ikke helt gennemskuet at der var én times tidsforskel fra DK, og én af guiderne kom og hentede mig – det var allerede spisetid. Hele lodge-området ligger langs en stort naturligt vandhul – et af de få i området. Restauranten lå med panoramaudsigt i midten og man kunne sidde og spise, mens man kunne holde øje med dyrene der kom efter vand – og der var selvfølgelig sat en masse store projektørerer op ude i området, så man fik det hele med. Da vi var ved at være færdige med at spise, troppede 4 kvindelige medarbejdere op midt i restauranten, og udførte 3-4 lokale traditionelle sange og en lille dans som et par af turisterne kom til at deltage i. Den ene af sangene var dog fra en tv-reklame for en likør, fortalte den lokale guide mig... De optrædende fik konkurrence, da der kom en flok elefanter på en 6-8 stykker for at drikke vand ude ved vandhullet. De var et pænt stykke fra restauranten, og kun svagt oplyste af projektørene – men det forhindrede nu ikke gæsterne i at tage masser af billeder med blitz på deres pocketkameraer, nok lidt tvivlsomme billeder de fik ud af det.

Turistsafari og transportetape, 22/11

Vi spiser morgenmad kl. 06.00. Noget tidligt, oven på alle gårsdagens indtryk var søvnen noget rodet. Men vi skal på ægte turistsafari rundt på farmen med den ”klassiske” åbne 130'er med 4 rækker forhøjede sæder og kanvastag. Lodgen har en 4-5 af sådanne biler der turnerede rundt i området hver morgen. Chaufførerne vidste, hvor dyrene sådan nogenlunde var og tippede hinanden over radioen. Flere af ”beboerne” havde fået navne. Vi så en 4-5 antilopearter, strudse, giraffer, gribbe, bavianer, en delvist spist gnu – men højdepunktet var løve-”jagten”. Èn af de andre biler havde spottet 2 hunner (som jeg har glemt navnene på), og Dooku – en meget stor han. Derefter gik den vilde jagt på tværs mellem mellem buske og træer, til alle busserne havde indkredset løverne. De var tydeligvis vant til postyret, men ville vist helst være for sig selv. Så ved de første mange tilnærmelser fra bilerne luskede de lidt væk og lagde sig igen. Men det lykkedes til sidst alle at få fyret en masse megabites af på kameraene. Det var en smule skræmmende at sidde så ubeskyttet så tæt på (en 20-30 meter). Hver bil havde dog et ladt jagtgevær liggende over instrumentbrættet. Dette blev også taget frem senere da jeg skulle hælde noget af morgenkaffen af, det er vist første gang jeg har haft bevæbnet vagt når jeg skulle tisse.

Det hele føltes en smule surrealistisk at opleve små to døgn efter man trissede rundt i en regnfuld, blæsende og småtrist dansk landsby. Det var som pludselig at være midt en naturudsendelse i tv.

Kl. 10 forlader vi Erindi og kører via Omaruru nordpå. I byen tanker vi, handler ind og spiser. Brændstof koster ca. halvdelen af priserne i DK. I supermarkedet (i øvrigt det eneste vi så i mange dage), kiggede jeg lidt på priserne på almindelige varer. Det mest slående var at en tube Colgate tandpasta - fuldstændig magen til dem vi kan købe herhjemme - kun kostede ca. 5 kroner. Der er sgu godt nok nogen der tjener penge på os i DK... Vi spiste på en lille lodge i byen, og jeg fik Onyx-antilope-mørbrad til frokost. Meget lækkert. Antilope smager lidt som en oksebøf, men strukturen er mere som svinemørbrad. Her er det i øvrigt passende med en kommentar om størrelserne på portionerne i Namibia. Der spises kød. Meget kød. På hver tallerken man bestiller af et eller andet, er der i kød i størrelsesorden af 3 koteletter – og her menes ikke de fesne fadkoteletter man kan købe i Netto.

Herefter fulgte små 100 km på asfalt, efterfulgt af ca. 100 km grusvej og så 100 km asfalt igen (stort set de sidste på turen). Dette var ren transport, og ikke så spændende. Det hele foregik langs de uendelige hegn og den begrænsede udsigt pga. vegetationen.

En væsentlig detalje omkring grusvejene er vaskebrædt-sektionerne. Vinden (og regntiden?) eroderer vejene, så der opstår tværgående fordybninger på en ca. 10 cm i længden og et par cm dybe. Disse ligger helt op ad hinanden, og der opstår derfor et reelt vaskebræt. Gruset/jorden er meget kompakt, og bliver ikke rigtigt ødelagt af at biler kører hen over rillerne. Man har så nogle muligheder som billist. Enten lusker man ekstremt langsomt af sted. Eller man kører med moderat tempo, og bilen ryster helt vildt og alt rasler rundt. Sidste mulighed er at give gas og ride på toppene af rillerne, bilen ryster og det larmer meget – men er er den bedste mulighed. Her kommer variabel luftaffjedring og bløde sæder til kort, man bliver træt af det som kilometerne ædes. Den forholdsvis høje fart giver så udfordringer når der kommer de tidligere nævnte strækninger med sand, eller når der pludselig er en fordybning fra en krydsende flod eller en kvægrist. Det krævede en en del opmærksomhed... Den konstante rysten fik beslagene til tagteltet på overarbejde og de begyndte langsomt at give sig, hvorefter de istemte sig støjen med høje pibende knirkelyde.

Ved 19 tiden nåede vi en lodge lidt syd for Etosha national parken. ”Værelserne” var små huse der lå spredt ud i vegetationen med veje mellem. Vi blev her introduceret til begrebet sundowner – det er en (eller flere...) drinks man tager mellem solnedgang og aftensmaden. Den består ofte af gin/tonic. Der var et større rejseselskab fra Frankrig og måske derfor var der en større barbecue ved restauranten til aftensmad. Der var bjerge af kød og pølser (som smagte meget jule-krydret – sært). Der var også et to-mands liveorkester – og så lige tordenvejr på vej. Mens vi spiste i skumringen, blev himlen meget, meget mørk sydfra og der var en rumlen af torden. der kom nærmere. Så slog et lyn ned og i samme øjeblik kom der det ultimativt højeste tordenskrald, jeg nogensinde har hørt. Det var bare ét kæmpe knald. Så begyndte det at regne, eller rettere det væltede ned i en times tid. Det var det eneste regn vi oplevede på turen.

Omtrent samtidig med tordenvejret, gik strømmen. Men det havde ikke noget med hinanden at gøre, og en større dieselgenerator startede et sted, og der blev atter lys. Namibia får en meget stor del af deres strøm fra Sydafrika. Men Sydafrika bruger ofte selv mere end de kan producere – hvorefter de bare kapper linjen til Namibia.

Tilbage på værelset opdagede jeg en meget stor edderkop der sad og lurede på loftet. En meget flad én, men med ret lange ben. Der gik lidt tid med et håndklæde, for den rendte mega hurtigt, men jeg vandt til sidst. Fik så senere at vide, at den type jagtede moskitos, så den skulle nok have haft lov til at leve.

Etosha Nationalpark, heftig sandkørsel og openair badeværelse, 23/11

Jeg sov rigtigt dårligt, og var helt væk, da vi skulle op kl. 05.30 for at spise morgenmad. Vi skulle være ved porten i Etosha når parken åbnede kl. 7. Næsten lige inde for porten, tullede der en 6-7 løveunger rundt under nogle lave træer. De voksne løver var ikke til at få øje på. Det gav totalt trafikkaos på vejen, hvor alle biler og busser prøvede at manøvrere sig til de bedste foto-positioner. Vi kører kort tid, og kommer til et større kompleks af bygninger, med turistkontor, en lille købmand og vist også en lodge. Vi tanker diesel igen, som vi gør ved stort set hver eneste tank vi møder (hvilket ikke er så mange). Mellem bygningerne er også et mindre tårn bygget i sten. Det er over hundrede år gammelt men ser overraskende velholdt ud. Det var et tyskerne byggede som udkigstårn, så de kunne holde øje med om de indfødte var på krigstien. Det var de flere gange, og fik til sidst jagtet tyskerne ud, for efterfølgende selv at blive jagtet væk af englænderne.

Jeg købte den største is (en magnum-klon) de havde hos købmanden, og den stod mig i ca. 13 kr, hvilket må siges at være rimeligt taget i betragtning vi var i landets mest kendte turistattraktion – og det var den eneste butik...

Vi kører ind i parken i en svag bue mod nordvest. Efter få kilometer forsvinder det meste vegetation, og der er næsten kun små tuer med græs og helt, helt fladt. Man kan se mange kilometer, til horisonten bliver til varmeflimmer. Der er små grupper af forskellige antilope-arter, der løber rundt (de er til at få øje på) – og nogle, der står stille (som man kun opdager ved tilfælde).

I dette område var der ingen termitboer - noget man først lagde mærke til, når de var væk. De er ellers alle steder, og ca. en 2 meter høje. Der er også flokke af gnuer og zebraer.

Ved de små grupper af træer, vi kommer forbi, er der enorme reder af væverfugle. Flere hundrede fugle bygger én kæmpe rede i et stort træ. Rederne kan veje flere hundrede kilo, og vi så nogen, hvor træet var knækket af vægten. Fidusen ved de store reder er. at indflyvningshullet vender nedad, så hvis en slange forsøger at komme ind i reden, vil den falde ned på jorden i forsøget.

Efter en lille time indhenter vi en enorm flok Springbok antiloper- der er adskillige hundrede. De kan løbe op til 100 km/t, men disse havde ikke travlt og var særdeles uimponerede af de fine engelske biler. De gik stille og roligt på vejen i samme retning som vi skulle. Selv vores lokale guide var imponeret af antallet – men kom også med en anden kommentar over radioen ”they are very tasty”, hvilket er rigtigt :-)

Nå, men vi skulle jo videre, så guidebilen ”mokkede” sig ind i flokken, som mere eller mindre frivilligt luntede ud til siderne. Man skulle passe noget på i kortegen, da der var flere antilope,r der kom i tanke om at de hellere ville være i den modsatte vejside.

Vejen gennem parken er lagt tæt på de få vandhuller, der er, og der er små ”vendepladser” ved siden af dem. Men på det tidspunkt vi nåede dem, var det middag og meget varmt. Derfor var der ingen dyr at se – eller også var pga. 4 løver, der lå på den modsatte side af vejen. De lå i skyggen fra nogle buske, og holdt øje med, om der skulle komme noget frokost til vandhullet. De var ganske tæt på vejen, men pænt ligeglade med bilerne og klikkelydene fra kameraerne. De var sikker vant til det, selvom det nu var overraskende så få andre biler vi så – igen i betragtning af vi kørte rundt i den største attraktion i ”højsæsonen”.

Vi gjorde holdt ved en forholdsvis nyanlagt seværdighed midt i parken – et gammelt elefantslagteri. På et tidspunkt i 80'erne, var der kommet en stort overpopulation af elefanter i området. Langt flere end miljøet kunne bære, og regeringen besluttede at slagte godt 500. Det lyder noget voldsomt, men det har vel været et velovervejet valg. Der er et lille museum med nogle billeder, og man kan se nogle kraftigt metalkonstruktioner, hvor kødkrogene var monteret... Der var et par enkelte kranier udstillet. Der var også en fin bro over til et udkigshus, ved det eneste vandhul i miles omkreds, men der var nu ingen dyr at se.

I den vestlige del af parken var vegetationen igen tilbage og udsynet lidt begrænset. Vi så dog en enkelt stor hanelefant, der stod et par hundrede meter værk og lurede på os. Farten blev sat op, og vi kørte en times tid til den vestlige port i parken. Her spiste vi frokost, og vi fik pumpet noget luft i venstre baghjul, som så lidt sløjt ud. Bilen var også begyndt at sejle noget i svingene.

Ude af parken, fulgte 10 km asfalt inden den første rigtige strækning med terrænkørsel på turen. Vi drejede ind mellem nogle meget usle små gårde og små indhegninger, der var mere eller mindre vedligeholdt. Vejene blev straks til et snoet hjulspor af rent sand, som dog havde fast underlag nedenunder – og nogle gange stak dette op, som noget i klassen af kampesten. Der var også mange tornebuske og træer, der stod helt op af stien. Det var nu noget svært at holde bilen helt fri af tornene med en marchhastighed på en 40-50 km/t i det løse sand. Det afstedkom nogle ubehagelige skrigende lyde, når en gren fejede hen langs siden – og istemte sig det de til stadighed mere pibende og knirkende beslag til tagteltet. Vi kørte som bil nummer 2 efter guiderne, og jeg måtte træde godt til for at følge med – de andre bagved fik også ”skæld ud” for ikke at følge med – der skulle være plads i programmet til fritrækninger, fandt vi senere ud af.

Midt i ”ingenting” nåede vi til en veterinær-grænsepost. Vi havde nået Kunene regionen, og det er forbudt at transportere fersk kød (eller knogler...) mellem regionerne. Så vi havde selvfølgelig kun sodavand i alle køleskabene – specielt det i guidebilen. Vagterne havde øjensynligt ikke meget at lave (vi mødte ikke nogen biler resten af dagen), men de gad nu ikke rejse sig fra deres plastichavestole alligevel.

Vejen gik mod vest og ind i den bjergkæde, der ligger langs landets kyst mod Atlanterhavet. Der begyndte at rejse sig små klippe-rygge på hver side af vejen, vi kørte på. Et par kilometer efter grænseposten, nåede vi til puddersand området. Det var forholdsvis kuperet og nok del af en flod i regntiden – eller havde måske været det for en del tusinde år siden. Sandet var utroligt fint – en mellemting mellem sand og mel. Der kom to ”trial” sektioner, hvor guiderne kørte først igennem og lavede et spor. Herefter kørte vi én bil ad gangen. Det var med fuld højde på affjedringen og i ”sand-mode”. Der var nogle rimelig stejle små opkørsler i sandet, og jeg fik fejlbedømt kræfterne i en ny moderne Disco 4 – er vant til en noget mere langmodig 300tdi – så jeg tror tror forhjulene var luften et øjeblik... Fik i hvert fald en række ”Slow, slow, slow..” i radioen.

Der stod kæmpe skyer op af det fine sand, når bilerne bevægede sig, og det lagde sig lynhurtigt overalt. Både uden på og inde i bilerne, og man kunne på trods af diverse filtre kunne ”smage” sandet indenfor. Vi blev også advaret om at passe på vores kameraer. Bilernes aircondition kørte på fuld tryk – det var 36 grader udenfor, og helt vindstille – og helt skyfrit.

Efter et par kilometer mere, hvor der overraskende nok ligger nogle små tarvelige gårde, holder vi pause under nogle store træer med ”monkey-balls” på kanten af en stor udtørret flod. ”Monkey-balls” er nogle frugter på størrelse med tennisbolde, som sidder i store klaser. De næste 5 kilometer skulle vi køre i bunden af flodlejet, som var rent sand. Vi fik strenge ordre om ikke at røre bremsepedalen, da bilerne ville synke ned under opbremsning. Vi havde skiftede chauffør, da jeg var noget træt af køre.

Flodsengen var omgivet af nogle meget stejle, små vejrbidte bjerge/klipper. Denne del af Afrika er en del af det ældste land på jorden – dvs. det som opstod først og som ikke har ændret sig i millioner af år. Kørslen i disse flodsenge er en smule mere rally end terrænkørsel. Vi skulle holde en fart på 40-50 km/t, for at holde momentet. Men bilerne trak hele tiden til den ene eller anden side, og spærrene på differentialerne begyndte at koble ind. Dette bevirkede at bilen pludselig fortsatte med større kraft væk fra sporet – hvorefter man febrilsk drejede meget kontra. Så koblede differentialerne fra, og man drejede alt for meget den anden vej. Resultatet var sved på panden og en meget slingrende kørsel.

Efter en kilometer sad den bagerste bil fast og kaldte over radioen- guidebilen foran os drejede resolut 180 grader – og min chauffør tråde på bremsen... Vores bil sank omgående en 20 cm ned. Efter et par forsøg på at liste tilbage og frem, havde den gravet sig endnu 10 cm ned, og stod nu effektivt på maven – mens der blev råbt kraftigt over radioen ”stop digging, stop digging, stop...”.

Da den bagerste bil var fri kom de op til os, og tog situationen i betragtning. Da spillet på Defenderen ikke virkede var der kun direkte træk med strop som option. Først blev der gravet noget sand væk fra fronten og forhjulene – så forbroen ikke bare ville blive trukket af... Derefter blev stroppen monteret og en fuld lastet 110'er ”accelererede”. Det tog 2 træk, inden Disco'en kom op, og det er ikke nogen rar lyd, når 4 store bremseskiver der er helt fyldt med sand og småsten, drejer rundt de første par meter.

Terrænet bliver lidt mere frodigt og der kommer en lille smule vand til syne i bunden på midten af flodlejet. Det kan nu nok mest betragtes som en lille å med en maks. dybde på 20 cm, men da vi skal på tværs bliver bilen sat i ”mud-mode” - nok mest af princip.

Herefter begynder det at gå op ad, og klipperne til siderne bliver til små bjerge. Der kommer sten og klipper på stierne, vi kører på, men de består stadig mest af fint sand. Solen er på vej ned, og vi kører direkte mod vest. Nogle strækninger kan vi absolut intet se, store skyer af sand og støv driver rundt fra guidebilen, og når skyerne skilles, er det direkte modlys. Ved ikke rigtig hvordan den sidste bil fandt frem. Det ekstremt tørre støv nærmest klistrer til bilen, måske statisk elektricitet. Så nu kan vi heller ikke se noget ud af sideruderne mere. Vinduesviskeren kan dog holde forruden fri – men ikke noget med at bruge sprinkler...

Sandet holder op, og vi når ”almindelige” grusveje, og er samtidig nået til vores camp i Khowarib. Det er en slags campingplads, og der er nogle hytter og en lille bar. Vi skal dog her overnatte i tagteltene på vores eget lille plateau, ikke så langt fra en toiletbygning. Det hele ligger meget smukt i en slugt mellem de små bjerge. Der er ikke noget tag på toiletbygningen, og væggene er kun en 170 cm høje, så jeg kan stå og nyde udsigten under et tiltrængt bad. Vi blev advaret om at bruge lommelygte, når det blev mørkt, da da der var mange skorpioner. Jeg så dog ikke nogen.

Det var en lille muret bålplads, som vi holdt rundt om, og den lokale guide gik i gang med at forberede aftensmaden, som bestod af gigantiske oksebøffer. Man må selvfølgelig ikke hugge de få træer ned, så der var medbragt brænde i sække. Man kan købe 2 slags brænde, én til grillning og én dyrere til langtids hygge. Det var den sidstnævnte der var medbragt. Det er noget mørkt træ, der er ret tungt og brænder langsomt, mens det udsender en meget aromatisk duft.

Nå, men inden maden var det tid til sundowner. Der var selvfølgelig medbragt en stor pose isterninger i det ene af køleskabene, så her – midt i ingenting under åben himmel – kunne vi sidde og drikke gin/tonic med is, og se solen gå ned bag bjergene. Derefter stod den på bøffer, vin og øl, til man selv synes det var nok. Nå ja, og så også Amarula. Det er er en likør fra Sydafrika, der smager lidt som Bailey, bare med en kraftig bismag af sød frugt. Det var dælme fælt – men det var nogen der var vældig pjattede med det.

Sesfontain rundtur, 24/11

Vi pakker bilerne mens en vagtmand får nogle håndører for at vaske op fra gårsdagens måltid. Vagten havde i øvrigt en trillebør at sove i, ved siden af ”toiletbygningen”. Ville gerne have haft et billede af han, mens han lå og boblede, men synes det var lidt for frækt at tage det.

Vi kørte 30 km vestpå mod Sesfontain - en ”større” by langs landevejen. Husene ligger forholdsvis tæt på vejen, som er af grus, og støvskyerne fra bilerne breder sig over det hele. Man kunne spekulere over fidusen ved de hængte deres vasketøj op på hegnene op til vejen.

Vi tankede diesel, og drejede væk fra landevejen mod bjergene. Det blev mere kuperet, og der begyndte at komme større flade klippestykker på vejen, der snor sig meget. Vejen havde samtidig dybere vaskebræt riller end vi tidligere havde kørt på. Det var en noget af en rumletur.

Vi når et stort, helt fladt plateau mellem bjergene, og vi er en ca. 1200 meter over havet, jf. bilens GPS der faktisk på hele rejsen altid viste at vi kørte på en vej. De havde godt nok ikke altid nogle navne, f.eks. kørte vi hele rundstrækningen på ”Road near Sesfontain”. Men imponerende at de faktisk optrådte på kortet.

Midt på plateauet lå et lille ensomt ”bjerg” på en 20 meter i højden. Vi stoppede og kravlede op på toppen. Her var der en fin udsigt over området – og følelsen af at være helt alene i verden meldte sig.

En ting man fik øje på fra højden, var utallige cirkler på plateauet, hvor der ikke groede noget græs, som ellers stod i små tuer over det hele. Cirklerne var en 6-8 meter i diameter, og skyldes at der på et tidpunkt havde groet en meget giftig plante i midten. Giften er i dens rødder slår alt andet vegetation ihjel. Det tager en del årefter at selve planten dør, inden andre planter kan vendte tilbage. I tidligere tider brugte buskmændene saft fra rødderne på deres pilespidser når de skulle nedlægge større dyr (eller fjentlige stammer?). Det kød på dyrene hvor pilene havde ramt, blev hurtigt meget mørt, hvorfor man gav dette til de ældre i stammen (måske også en måde at mindske ældrebyrden på...).

Vi fortsætter ud af plateauet, og de små bjergkamme snævrer ind om hjulsporene, vi kører på. Bjergene er helt golde, og ser ud som om de er lavet af skiver forskellige stenarter i forskellige farver. Skiverne er dog ikke vandrette, men nærmere en 30 grader – som om noget en gang for mange millioner af år siden har skubbet til dem. Man har indtrykket af at alt er meget gammelt – hvilket det så også er.

Vi kører ned i et udtørret flodleje og kører nogle kilometer til vejen pludselig er blokeret af en flok elefanter. Det er en 2-3 voksne og en 3-4 unger i forskellige aldre. Vi er nu i den frie natur, og ikke i noget reservat eller park – og dyrene er så heller ikke vant til biler. Derudover er mindst én af de voksne hanner i ”musk” som sker én gang om året. I den tid er de meget pirrelige og aggressive. Så der holder vi i blødt sand med høje banker på hver side af flodlejet, og 2 elefanter der står og ved et træ midt i lejet og resten ude ved siden.

Efter nogle minutter ser det ikke ud til at de har tænkt sig at flytte på sig, og guidebilen begynder langsomt at køre mod træet. Vi får besked på at køre efter og ikke stoppe for at tage billeder. De 2 elefanter småløber op til flokken, og vi lister forbi med en stor han skulende ondt på os. Ikke lige der vi skulle sidde fast...

Det var der så heldigvis heller ikke nogen der gjorde, og vi kom op ad flodlejet og ind på det ”vaskebræt” vi var kommet af om morgenen. Inden vi nåede tilbage til Sesfontain drejede vi af mod en bjergkam, hvor 3-4 enorme klippestykker var faldet ned. Størrelsen på dem var svær at vurdere, men den ene havde en form så den dannede et lille naturligt halvtag mod bjergsiden, og i denne kunne 3 Disco'er og en Defender godt holde i skygge. Der var her at frokosten blev indtaget.

Det var sådan et sted at man opdagede at man i Namibia er opmærksomme på hvordan de kan gøre det bedre for turismen. For bag en mindre klippe var der lavet et toilet. Ok, godt nok simpelt uden vand og blot med et hegn rundt om, men der var da en rigtig kumme. Lige her - meget langt fra alting, hvor vi endnu kun havde mødt én enkelt bil hele dagen.

Jeg var blevet træt af at køre og vi skiftede. Resten af dagen var en transportetape på ca. 200 km stik sydpå. Dette foregik på en relativ fin og bred grusvej. Vi kørte langs bjergene, og vejen var stort set snorlige, men meget kuperet. Det gik op og ned, nogle gange i meget stejle korte ned- og opkørsler. Der var en hastighedsbegrænsning på 100, så det kørte vi – og måske også lidt til. Det gav nogle oplevelser der ikke er helt ulig en rutschebane i et tivoli.

Vi kørte langs store bare områder mellem bakkerne/småbjergene. Det var forholdsvis golde, men helt overstrøet med nogle rød-brune sten. Stenene var en 10-20 cm i diameter og der lå vel en 5 stykker pr. m2. Det der var fascinerende ved stenene var at det bare blev ved, kilometer efter kilometer. Sten, sten og atter sten.

Der var dog også andet end sten. Vi kørte også forbi en giraf der stod en 100 meter fra vejen og betragtede os, da vi susede forbi. Det er stadig lidt surrealistisk at de bare går rundt i det fri, men jeg er også ved at vænne mig til det, så det er også lidt oplevelsen: Nå, der står en giraf mere.

Ved 16-tiden når vi en lille tankstation, og skal have tanket. Grundet støvet og hastigheden, har bilerne fået lang afstand mellem sig. Vi kommer ind som nummer 3 og er steget ud af bilen da den sidste bil kommer. Her er chaufføren blevet lidt træt (og lidt stresset af hastigheden), så da han stiger ud af bilen, glemmer han den står i ”D”, hvorefter den begynder at trille mod vores bil. Han kone forsøger heroisk at holde bilen, men en Disco 4 i tomgang har nu et vist moment alligevel, så forsøget lykkedes ikke. Bilen triller ind i vores med den klassiske lyd af plastickofanger, der bules, samtidig stiger omdrejningerne voldsomt på motoren i den bagerste bil, der nu er bremset af vores. Chaufføren kaster sig halvt ind i bilen og får drejet gearvælgeren for langt, så bilen nu begynder at bakke – med ham hængende halvt ude af bilen. Han få dog slukket for motoren og dramaet slutter. Det hele tog vel en 20 sekunder, men føles væsentligt længere. Nå, men et par velanlagte spark og vores kofanger blev rettet ud igen, og platicreflekser kom på plads igen. Ingen skade sket, udover måske lidt på stoltheden. Det var ikke en hændelse der blev drøftet yderligere...

Vi kører 1 km tilbage, og når en mindre lodge, Palmwag. Hvert værelse er sit eget lille hus med stråtag. Jeg begynder at pakke lidt ud, og får øje på 3 dåser der står i en kommode. Der er en spraydåse med anti-alting-med-ben, en spraydåse med ”Doom” til flyvende insekter, og så et koldgashorn... Fandt aldrig rigtig helt ud af hvad formålet var. Måske kunne man trutte i det hvis der pludselig stod et næsehorn eller en løve ved siden af sengen.

En tur til månen, 25/11

Vi forlod lodgen omkring kl 8, og kom kort efter til endnu en veterinær-grænsepost hvor vi selvfølgelig stadig kun havde drikkevarer med. Vi kører videre ca. 50 km af den samme lige vej som i går inden vi drejer af.

Landskabet åbner sig og bliver mere og mere bart og goldt. I horisonten dukker Bradberg bjerget op. Vi møder en Kalahari-ferrari (æsel kærre) en halv times kørsel fra hovedvejen, og dette er det eneste køretøj vi ser i over et døgn. Her er helt utroligt øde, og de lettere udviskede hjulspor, vi følger er det eneste bevis på at her faktisk har været nogen før. Dvs. der er også fodspor mellem sporene efter en bjergløve.

En af de få planter vi ser, er Welwitschia. Ligner lidt en lav, meget krøllet udgave af en agave. Men de ældste planter af denne type kan blive over 2000 år gamle. Dem vi ser er dog ”kun” halvdelen vurderer vores guide (eller gætter måske bare...).

Vi fortsætter mod bjergene over nogle rystende strækninger med mere vaskebræt. Målet er en primitiv campingplads, der ligger inde i bjergene. Vi skal køre et langt stykke gennem forskellige bjergslugter, på en vej som vores lokale guide ikke har prøvet at køre på før. Underlaget ændrer sig nu til strækninger med ren klippe, og der skal listes op og ned med undervognen hævet til maks. Spær og den automatiske bremsning af svævende hjul bliver testet igennem. De små områder, hvor der er lidt sand skyllet ned af bjergene, er helt hvide af salt eller et andet grundstof. Vores guide byder os velkommen til månen, og hvis ikke lige det havde været for den lidt for kraftige sol, så ligner terrænet også noget der hører til på en anden planet.

Vi ankommer til campingpladsen – og er bortset fra et par hytter med opsynsmanden og hans familie, helt alene. Der er flere skilte der advarer om at man skal passe på vilde elefanter og løver – og i øvrigt ikke må fodre dem. Vi ser dog ikke nogen.

Da vi er nået frem tidligere end planlagt, bliver vi spurgt om vi vil ud og se en gammel tin-mine, der lukkede i 50'erne. Det gør vi så. Der var nu ikke så meget at se, men rundstrækningen var 30 km mere på vaskebræt og løse klipper. Den sidste del var endnu en flodseng med dybt sand, og tilhørende semi-rally kørsel. Jeg havde kørt hele dagen, og var pænt smadret da vi nåede tilbage til campingpladsen. Vores guide gik i gang med at lave aftensmaden, og jeg tog et bad i pladens eneste (udendørs) bruser. Vandet var opvarmet af et lille bål under en olietønde. Det blev et meget hurtigt bad, for der var en del myg eller lignende, der øjnede chancen for en tår over tørsten.

Jeg opdagede at det ene beslag bag ved på tagteltet nu var knækket helt over. Det havde også hylet og pebet mere end de andre dage.

Der var (selvfølgelig) igen medbragt is, og vi kunne nyde et par sundowners, mens solen forsvandt ned bag bjergryggen og duften af oksetyksteg bredte sig. Der var øl, vin og røverhistorier fra jagtture på savannen til et pænt stykke ud på aftenen.

Månen stod meget lavt, og forsvandt også ned bag bjergene, og man får et indtryk af hvor meget lysforurening der er herhjemme. Dernede er det mørkt, som i: mørkt.

Atlanterhavet og ro i bilen.

Næste morgen kører vi efter opsynsmandens kone har vasket op for os. Han spørger i øvrigt guiden om han ikke må få et eller andet af vores drikkevarer, da han nu ikke har fået andet end vand og the i 3 måneder (men vil vist helst have noget alkohol...).

Vi kører forbi tin-minen igen og kører nu ud af den ve,j som lastbilerne tidligere brugte mellem minen og havet. Det var først 5 km vaskebræt, som de kaldte noget med glasvejen, eller det knuste glas' vej, kan ikke helt huske det. Grunden var alle de glasskår, der lå i bunker langs vejen, og som stammede fra de øl og sprut flasker som lastvognchaufførerne havde drukket. Der var også flere steder hvor man kunne det glimte i solen.

Derefter når vi en strækning med en meget fin grusvej, der går snorlige mod havet. Terrænet er stort set helt fladt. Vi kører sidst og farten er godt 100, da der pludselig lyder et ordenligt skrald og der kommet et stort ryk i bilen - ud af øjenkrogen ser jeg noget hvidt der flagrer af sted og mod højre. Det var de sidste bøjler til tagteltet, der havde givet op, og det hele fløj af. Dvs. på vejen af, havde det først slået ned i glastaget, der dækker hele den bagerste den af bilen. Vi fik bremset op, og jeg kaldte op på radioen og fortalte hvad der var sket - ”fuck me..” lød det fra guidebilen. Teltet lå på hovedet en 10 meter fra vejen og så nogenlunde helt ud. Ikke helt det samme kunne siges om glastaget, der dog stadig sad der, men var ikke andet end store revner og stjerner. Der var også et par huller hele vejen igennem. Heldigvis var der ikke ligefrem udsigt til regnvejr... Tagteltet blev bundet på toppen af Defenderen, og de borde mv. de havde haft på taget, blev fordelt i de andre biler. De andres tagtelte fik en spændestrop gennem bilen via bagvinduerne. Det var en helt utrolig ro der blev i vores bilen efterfølgende - ingen hylen og skrigen fra taget. Så opdagede man hvilken fortrinlig rejsebil det var...

Vi når ud til Atlanterhavet, og kører nu ca. 300 km sydpå parallelt med det. Temperaturen er faldet til en 21 grader, og det føles pludselig meget koldt. Her møder vi så den første modkørende bil, vi har set i over et døgn. Vi begyndte nu at få et andet problem efter tagteltet var væk. Vores walkie-antenne var sådan én med en magnet i bunden, og den havde tidligere ikke kunne komme længere tilbage end teltet. Men nu kurede den af hver gang vi mødte en lastbil. Ikke at der var så mange af dem, men man fik et lille chok hver gang antenne pludselig hang og slog mod siden af bilen.

Omkring halvvejs når vi Cape Cross, som er et lille klippebugt. På ”hjørnet” holder hundredvis af søløver til. Der er lavet nogle træbroer lige hen over kolonien. Det er nogle de mest ucharmerende dyr jeg længe har set. De er super aggressive, og slås hele tiden med hinanden og jagter hinandens unger. Hele området stinker helt afsindigt, dels af de levende men også alle de døde, der ligger rådner mellem de andre. Føj.

Ved Henties Bay kører vi ned på stranden og kører nogle kilometer langs vandet. Her spiser vi frokost i en strid blæst med udsigt til større trawler, der er gået på grund og ligger og ruster ude i vandet. Der er er et langt område længere nordpå hvor der er rigtigt mange skibsvrag, men den vej kom vi desværre ikke. Udover os, holder der også en anden firhjulstrækker med nogle der fisker i havet. Det er en stor fritidsbeskæftigelse, og mange biler i området kører rundt med holdere på forreste kofanger til at sætte stængerne i.

Da vi skal køre igen får min chauffør sat bilen fast 2 gange – ikke noget der tales højt om... :-)

Vi forsætter mod Swakopmund, der ligger ud til vandet og som (vist) er den næststørste by i landet. Det er mærkeligt pludselig at se civilisationen igen. Veje med asfalt, bygninger og trafiklys. Byen er den, der har bevaret mest af sin tyske arv. Det er nu kun synligt i selv bymidten, meeen en del af bygningerne er nu alt for nye til at være originale. Byen er også et af landets turist-fælder. Der er mange der kommer for at surfe, både på vandet, men også ned at de enorme sandbakker i Namib ørkenen som begynder lige syd for byen.

Vi bliver indlogeret på et lille bed&breakfast nær bymidten. Vi skal fortælle i receptionen, hvordan vi vil have severet vores æg næste morgen. Øh, jeg er ikke den store kender ud i den slags, så det blev bare til en bestilling på blødkogte. Receptionisten fortalte os prisen på værelserne, ikke at vi skulle betale. Men det var egentlig interessant, da det var under 200 kr./nat.

Vi begiver os på gåben ind i centrum hvor der er en gågade med diverse turistfælder. Faktisk er hele bymidten næsten kun forretninger med souvenirer. På gaderne rundt om bliver man hele tiden antastet af drenge, der vil sælge én nøgleringe. De går alle hen mod én og starter alle med at sige ”I'm not a criminal...”, - godt for det, bliv du bare ved med det.

Men selvom det er en turistfælde er priserne ikke helt ublu. Jeg køber et par mindre træfigurer og nogle lysestager. Det blev et par hundrede kroner. Man kunne købe alle mulige og umulige ting, og meget af det var temmelig stort – når man tænker på det skulle mokkes ind i en kuffert.

Om aftenen skal vi spise på byens bedste restaurant, som ligger på en pier ude i havet. Vi får først en sundowner udenfor på en anden restaurant inde ved molen. Det blæser kraftigt og jeg kommer til at fryse for første gang på turen, der er heller ikke mere end 18 grader. Jeg valgte at få broccoli-suppe til forret for at få varmen – der kom vel en en halv liter. Derefter Springbok antilope til hovedret. Der kom så 3 store bøffer plus tilbehør. Hovedretterne lå i øvrigt på en 100-150 kroner. Der var en snert af vuggen i bygningen, når havet slog mod benene på broen – men nu skal der heller ikke mere end en krusning på et glas vand før jeg bliver søsyg. Totalt forspise vakler vi hjem til vores værelser.

Privat servering, drengerøve i ørkenen og de sidste 200 kilometer, 27/11

Dagen starter med privat servering på de respektives terrasser. Ud over de 3 (!!) æg, var der også forskellige slags brød, mælk, yoghurt, juice og diverse havregryn/corn flakes – og noget frugt...

Vi kører syd for byen, hvor de gigantiske bakker fra ørkenen begynder at tårne sig op. Det er svært at vurdere højden på dem. De højeste længere sydpå, er over 300 meter, men jeg vil skyde på at disse måske er 50-60 meter. Vi kører ind til et center hvor man kan komme på guidet tur i ørkenen på atv'er. Men det skal vi selvfølgelig ikke, når vi nu kører i biler der ka' selv. Der har hele vejen langs kysten stået skilte med at offroad kørsel var forbudt, men i dette område havde ejeren fået lov/lejet sig ind hos myndighederne. Vores lokale guide kendte ejeren, hvorfor vi fik lov til at køre i ”hans” del af ørkenen. Luften blev lukket ud af dækkene, og vi kørte hen på den første lille bakke med udsigt til de store. Og store det var de sgu.

Det var ikke helt ufarligt, og vi fik kun lov til at lave tre opkørsler hver - én ad gangen. Guiden demonstrerede først i hver bil for os, hvad vi skulle. Konceptet var at man startede i bunden af én af de store bakker med bilen i sand-mode og lav. Derefter skulle den have gas opad, og der kulle holdes en hastighed på en 60-70 km/t. Når bilen begyndte at tabe pusten et stykke fra toppen skulle speederen slippes, mens man drejede i en kort bue ned ad igen. Dette var det kritiske punkt – bilen måtte komme til at stå stille med siden til bakken (…). Det var noget af et adrenalin-rush. Det var også den eneste gang, jeg havde speederen trådt helt i bund.

Det var vist heller ikke et almindeligt syn, for der var flere biler der stoppede nede på landevejen ved vandet for at se på drengene der legede.

Vi får noget luft i dækkene igen, og kører tilbage til Swakopmund hvor vi tanker, og kører så østpå ind i landet igen. Denne del er også en transportetape på en godt 200 km. Terrænet er først meget bart og fladt, men ændrer langsomt karakter til mere kuperet og ca. halvvejs drejer vi af fra den udmærkede grus-hovedvej mod nord af til mere sandede veje. Vi kommer også til den del af landet med de små tornede buske/træer igen og udsigten er begrænset. Vi er også i et område, hvor der er/har været den del farme, for vejen er afbrudt af mange kvægriste. Ved mange er hegnet dog ødelagt, så man kan køre ved siden af. Derudover er der en del små hidsige lavninger på vejen, som formodentlig er vandløb i regntiden. De var svære at opdage med en 80 km/t og luftundervognen måtte tage fra, hvilket fik vækket min passager en del gange.

Midt på eftermiddagen når vi Okomitundu lodgen. Den er ved at blive forsøgt overtaget af LRE/Tyskland, som gerne vil have den som base og måske med et officielt værksted osv. Bilerne vi kører i kommer fra fabrikken i England, og sendes først til Sydafrika og derefter til Namibia. Når de har kørt en 6-7 måneder, går turen den anden vej. Hvis bilerne skal repareres, skal de også tilbage til Sydafrika. Hvilket gør alt besværligt – og dyrt.

Værelserne er store og ny istandsatte, og hele stedet er i gang med at blive restaureret. De mangler dog nogle ting – f.eks. vandanlægget. Vandet i vandhaner og bruseren lugter pænt underligt. Måske også grunden til vi var nogle stykker der havde ondt i maven dagen efter – isterninger eller noget. Der er vand i undergrunden og de fleste steder har man private boringer.

Det var de sidste kilometer, vi selv skulle køre, og bilerne skulle tømmes for alle ting, vi ikke ville efterlade. Jeg tog ikke min gamle sovepose med hjem, hvilket lettede pakningen af kufferten noget. Vi nåede at køre 1736 km.

Kort efter vi havde fået pakket ud blev vi henter i lodgens egen 130” åbne turistbil. Målet var et lille bjergmassiv der lå midt på det plateau vi var på. Dvs. nede ved logen kunne vi ikke se, at vi var på noget plateau.

Massivet var ca. 400 meter højt og stien op til toppen var temmelig stejl flere steder,, og bilen måtte have godt med omdrejninger i lav for at slæbe os op. Vi begyndte at kunne ane, hvad der ventede os, jo højere vi kom. Vi blev sat af i en lille lavning i midten i toppen af massivet, og skulle kun gå et kort stykke for at komme til toppen. Der var en fantastisk udsigt 360 grader rundt. Der var mindst en 20-30 kilometer til de nærmeste bjergkamme og helt fladt over til dem. Det blæste temmelig meget, men da det var ca. 30 grader gjorde det ikke så meget. Ikke så lagt fra toppen var der et lille klippeoverhæng med et hulemaleri, med en mand og nogle dyr. Det var dog ikke et af de rigtig gamle der findes andre steder i landet, dette var ”kun” ca. en 3000 år.

Guiderne og en medarbejder fra lodgen havde slæbt en køletaske med op, og der var kolde gin/tonic eller øl. Alle fik taget fotos af sig.

Jeg tog en øl og satte med på en afsats lidt fra de andre, hvor der også var lidt læ. Udsigten og oplevelsen fik én at føle sig lille. Forståeligt at hulemændene var kravlet herop og havde tegnet lidt.

Vi skramlede tilbage mod lodgen, men lige inden vi nåede lågerne, stod der en ung giraf mellem træerne og kigge på os. Pæn måde at sige farvel til os på.

Ved siden af swimmingpoolen (hvis vand var irgrønt), var der en træterrasse med bænke og borde. Det var mod vest og udsigt til det lille bjergmassiv – som solen var på vej ned bag ved. Her blev der serveret en del gin/tonic og spørgeskemaer fra LRE om turen mv. Da solen var gået ned var der middag i det fri foran hovedbygningen. Det var nu helt mørkt, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte gå tilbage til mit værelse efter en lommelygte. Det var nu desværre bare for mørkt, og jeg trådte ud over kanten på en flisegang og fik en lettere forstuvning af min ankel. Pis, ikke det bedste udgangspunkt for en hjemrejse med diverse forventede løbeture i lufthavnene. Foden hævede dog ikke, men helt godt var det nu ikke.

Tilbage til bordet, var der suppe og derefter en stort læs antilope bøffer til hver. Dertil rigeligt med vin. Der var vist is til dessert (aftenen begynder at blive lidt tåget her). Derefter blev der tændt op ved bålstedet, og der var mere vin – eller Amarula hvis man var til det. Jeg kom lidt for sent i seng – og nok også lidt for bedugget efter have tømt de sidste sjatter vin sammen med den lokale guide efter de andre var gået i seng.

Den lange hjemrejse, 28/11

Der er morgenmad fra kl. 7. Juicen smager temmelig underligt – og lugten fra vandet på badeværelset går igen. Tror ikke det var godt at drikke det... Stemningen er nu effektivt gået af ballonen - turen er slut – eller dvs. der udestår lige 24 timers rejse, hvilket er noget uoverskueligt. Vi bliver hentet i en minibus kl. 8.30 som kører os de 2,5 time mod lufthavnen. Der bliver ikke udvekslet mange ord på den tur.

Der er valg i landet den dag, og i forstæderne af hovedstaden, som vi kommet igennem, står folk i hundredvis i kø for at stemme. Dette har også skabt en del trafik, men vores chauffør, kender nogle smarte genveje og vi stryger lige igennem. Det gjorde han også ved en art grænsepost med politi. Jeg ved ikke helt hvad formålet med posten var, men måske noget med at checke for våben eller ulovlige trofæer fra krybskytteri. Bussen stopper, og da en betjent kommer hen, laver chaufføren et kunstigt forskrækket hop i sædet, læner sig ud af vinduet og spørger betjenten om han har været nede og stemme – inden denne når at sige noget. Det havde han ikke, men blev belært at det skal han, og vi har for øvrigt ingen våben med – og farvel, hvorefter vi kørte, mens betjenten stod og så lidt forvirret ud.

Vi ankommet til lufthavnene i rigeligt god tid - ca. 2,5 time til afgang. Afgangsterminalen er meget lille og der er rigtigt mange mennesker. Der er nogle få butikker og en lille restaurant. Det blev nogle lange timer – og jeg havde nu både ondt i foden og maven (skod-juice).

Vi har 1,5 time i Johannesburg inden den lange tur. Jeg lægger mig på nogle stole ved terminalen og forsøger at hvile fod og mave eller også var det omvendt. Om bord på flyet er vi spredt over nogle rækker og jeg sidder alene ud til gangen – et sæde jeg selv have bestilt og betalt for hjemmefra. Så er der ikke så mange man skal genere, når man skal ud – og kan måske komme lidt hurtigere ud. Kommer til at sidde ved siden af en ungarer, som har været udstationeret nogle uger i Sydafrika. Han arbejder lidt i samme branche som mig selv, og vi fik noget af tiden til at gå med at udveksle historier om udstationeringer i udviklingslande - og vi får noget vin.

Vi ankommet kl. 05 eller tilsvarende i Frankfurt. Jeg har sagt farvel til de andre, inden vi lander. Jeg skal have fundet en Lufthansa skranke, der har åbent, da de heller ikke denne vej kunne lave boardingkort til alle flyvninger. Der var ikke specielt lang tid til den næste afgang mod Cph, så det var bare at glemme foden og så derudaf. Ret stressede at stå i en kæmpe kø i security, mens nogle søvnige tyskere kigger på indholdet af tasker osv. Jeg finder et skrankeområde, men bliver afvist af en medarbejder, der står foran de klassiske bånd-labyrinter, med henvisning til nogle selvbetjeningsmaskiner. Jeg er ret træt, stresset og skuler meget ondt på manden, mens jeg hastigt fortæller ham noget som hans maskiners evne til at skanne noget som helst. Hen går lidt fornærmet hen for at hjælpe mig ved én af maskinerne, som han sjovt nok ikke kan få til at skanne min billet. Nå, men jeg får mit boardingkort og haster videre mod en gate langt væk.

Jeg når frem en 10 min før gaten åbner – for business class først selvfølgelig. Da de er dampet af, går der en 5-10 minutter inden vi os på monkey-class får lov at gå igennem. Vi kommer dog ikke direkte til flyet, men skal ud til en shuttlebus, der holder og venter med åbne døre. Her går det så op for mig, at jeg er kommet tilbage til det kolde nord. Det er vel kun et par grader og det blæser – for dælen da, var lige blevet tilvænnet 30+ grader. Der er dog så få mennesker, der skal til København sådan en tidlig lørdag morgen i November, at alle sagtens kunne være i én bus. Derfor sidder alle business class passagererne frysende inde i bussen og venter på os, og de ser umanerligt mugne ud. Det hjalp noget på mit eget humør.

Herefter følger den sidste lille times flyvning. Jeg bliver hentet af min far i Kastrup, og er tilbage ved min hoveddør omkring kl 09 – næsten præcis 24 timer efter jeg forlod en lodge langt, langt nede i Afrika.

Det er et temperamentsspørgsmål om man vil betale LRE's heftige pris, men selve Namibia er helt klart anbefalelsesværdig. Storslået natur og meget få turister – eller mennesker i al almindelighed.

Per #8660, der nu har kørt mere terrænkørsel i en Disco4 end 99% af de private danske ejere af bilen har gjort tilsammen ;-)