| DANSK LAND-ROVER KLUB | FORSIDE INDHOLD LOGIN SØG OPSLAGSTAVLE | ||
af Simone Christiansen
(Red: Dette rejsebrev dækker perioder som er omtalt i de tidligere artikler, men I får det alligevel i sin helhed -Billederne er fra 2 oktober til 12 oktober (Cirka )
Rejsebrev nr. 8 - startende fra Onsdag 24. september:
Onsdag d. 24 september forlod vi Darwin. Her havde vi tilbragt 10 dejlige dage hos Emma og hendes kæreste Geoff og deres roommate David. Det har været dejligt at bo i et hus med pool, vaskemaskine og nemt til handlemuligheder.
For her i Darwin blev der handlet stumper til bilerne, tøj, souvenir og en markise med mygge/fluenet til bilen. Udstyr skal det ikke skorte på. Markisen blev fastgjort på siden af tagbagagebæreren på 110´ern. At vi pludselig synes at en markise med fluenet var en fantastisk ting, kan vi takke de mange fluer og moskitoer, vi mødte i Litchfild N.P. for. Emma og Geoff havde nemlig været så fantastiske og havde arrangeret en dejlig tur i denne fantastiske National park. Vi brugte lørdagen på at afprøve næsten alle vandfald i parken iført badetøj og hele søndagen med at kæmpe os igennem et 4WD spor, en masse fluer og moskitoer og et løfte om at der ikke blev færre af den slags af guds små dyr, når vi kom til ørkenen. Og det var især det sidste der fik os til at investerer i en markise med fluenet.
Darwin var varm og vejret var ved at skifte til ”the wet season” så det blev mere og mere fugtigt og varmt, mens vi var der.
Onsdag kørte vi tidligt om morgnen - nok det tidligste vi endnu havde været oppe OG kørt inden 6:30. Vi havde nemlig en aftale med en turbåd 2 timers kørsel ind i Kakadu N.P. Her skulle vi se krokodiller. Det blev kun til 3, men den ene var en han på 5 m.
National parken er stor og meget flot, med store områder med sump og masser af moskitoer, men også flotte klippeformationer af nedslidte sandsten og klippeudhæng hvor aboriginals havde malet flotte og meget spændende malerier. Nogle var for at besværge til god jagt, andre til undervisning af de unge i seksualitet, andre igen som tak for jagten.
Vel ude af nationalparken fortsatte vi vest på, til vi nåede vejen nord/syd, kørte lige over til Pine Creek og The Laisy Lissard roadhouse for at campe, blive opløst i poolen og drikke en enkelt øl. Her mødte vi en motorcyklist der var på vej fra New Zeeland og jorden rundt. Han skulle nordpå til Darwin for at sejle over til Timor og videre nord på til Indien og så til venstre!
Pine Creek var skue plads for et af de sidste store Gold Rush i Australien og kan fremvise et område med guldgraver maskineri og en jernbane station med et oldgammelt damplokomotiv og jernbane sveller lavet af jern! Jo, der var noget der skulle være solidt.
Og så skulle vi syd på. Kakadu N.P. - det var en smuk omvej...
Endnu en omvej gik over Edith Falls hvor vi fik en lang svømmetur og en snak med en familie der havde taget et år ud af kalenderen for at køre Australien rundt i en camperbus med en Daihatzu fra 1980 på traileren efter bussen. Vi synes den var sjov og de havde et køretøj, der kunne noget andet end deres bus.
Kathrine; en by med en Woolvorth og en af de ting vi skal, men gerne vil have overstået så hurtigt som muligt; handle mad. Alligevel bliver det næsten hver gang til en lille udflugt. Denne gang fandt Jens endelig den hat, han havde ledt efter, siden han kom til Australien.Vi overnattede på bush camp i en lille national park, hvor en rolig flod gav os mulighed for igen at tage en svømmetur. Her var der ovenikøbet ferskvandkrokodiller, som vi dog ikke så. Men en lille Wallaby (kænguru) og flotte papegøjer fik vi set. Vi fik ikke kørt langt i dag, men vi fik motioneret og det trænger vi til :)
Lørdag kørte vi over 500 km. Og uden andre stop end for at tanke og spise frokost, endte vi op på Renner Springs Dessert Hotels. Et roadhouse midt ude i ingen ting, men med alt hvad du behøver. Poolen var dog ikke for lækker, men vi fik en sjov snak med en lokal ansat om hvordan man more sig når man arbejder med kvæg, øl og sing along...
Søndag er lukke dag og det kom noget på tværs da vi nåede til Tennent Creek. Vi ville gerne have været inde og se og snakke på deres turistkontor, men der var lukket. Hele byen så lukket ud og der var tomt.
UFO centeret i Wyhcliff var åbent. Ja det er et roadhouse med alt hvad dertil hører, bar, pool, camping, en lille butik og så denne historie fra 70´erne om en UFO, der landede og havde kontakt.
Vi havde planer om at overnatte på Berry Creek roadhouse, da der på kortet stod at der også var camping. Men det var for mærkeligt og for snusket. Da barmanden fandt ud af vi var fra Danmark, skulle vi da lige se hans samling af ting fra Danmark. Penge, studiekort, kørekort, gajolæsker...
Vi kørte så til Ti Tree, hvor der var lidt mindre snusket og varmt vand.
Mandag kørte vi over Stenbukkens vendekreds, og på den rasteplads var der også en anden form for reservedels butik, et læs af alle mulige ting der var forsøgt brændt af. Hvis ikke der havde været så mange folk for at kikke på markeringen af stenbukkens vendekreds, havde Jens og Søren nok begge gået i gang med at klunse.
Vi nåede Alice Springs først på formiddagen. Det er en stor by, med gågade og 3 større indkøbscentre inden for ret kort afstand. Der var fri wifi i gågaden, så det benyttede vi os af. Men først lige en gang frokost på p-pladsen, hvor vi faldt i snak med en skolelærer med sine to sønner. Han fortalte os om hvordan de 12 aborigin stammer omkring Alice Springs, ikke kan lide hinanden og slås indbyrdes. De køber sprut og øl og gemmer det under bladene langs murene, vi så det selv. Hvad det gik ud på, ved vi ikke.
Vi fandt en Caravan park tæt på og fik en god snak med indehaveren og en plads til vores to biler, hvorefter vi fandt badetøjet frem og fik kølet os af i en pool, der havde forbavsende koldt vand i forhold til at vi havde gået rundt i 37 grader. Men det er forbavsende koldt om natten, hvilket holder vandtemperaturen nede.
Vi havde besluttet at dedikerer næste dag til museer. Så vi startede kl. 10 med et besøg på museet for geologi og zoologi. Der så vi flyvere og en gammel kirkegård (over og igennem hegnet, for det er lidt kedeligt). Herefter ville vi besøge et ørkenmuseum. Et sted, hvor de havde samlet dyr og planter fra den store ørken, der omgiver Alice Springs. Det viste sig at være et fantastisk sted og vi brugte resten af dagen der.
Vi havde troet, at vi kom ud af Alice Springs i dag, men vi fandt en ny campingplads i Alice Springs og denne gang med adgang til wifi til alle vores 3 computere. Vores nabo var en Hollænder der havde cyklet fra Sydney og skulle videre til Perth. Det er en lang tur.
Da vi forlod pladsen, faldt vi nærmest over en anden Land Rover mand, der havde overnattet med konen, inden de skulle besøge sønnen. Det blev igen til at god snak om L.R gode egenskaber og deres særegenhed.
Mod vest er Macdonnell Ranges og de bliver gennemskåret af forskellige kløfter. Mange af dem med vand i bunden, og det også selv om alt andet var udtørret. Det var flotte bjerge og flotte steder, varmt og svedigt og skilte med gode råd som ”drik en l vand i timen”, ”husk hat”, og ”stien er spærret af, da temperaturen er over 36 grader”. Så varmen er ikke at spøge med.
Det var en meget smuk og flot tur, men det hele var en køretur på asfalt. Dog ikke i et mægtigt krater: Gosse Bluff. Her var det en ryste tur ind og ud.
Krateret er ikke den store krans af oppressede bjerge og nedslag (det er væk for længe siden) men den inderste del hvor undergrunden er ”skåret” op. Der har været regnet på, hvor stor meteoren kunne have været og en 10 km i diameter er et bud. Det må have været gigantisk!
Og så var det bare med at få fut under bilerne, da vores plan var at overnatte på en caravan park i Hermannsburg. Men så var det lige at vi så en vandrer - hmm her ude i ingen ting. Det viste sig at være en Koreaner der havde taget den på tomlen til Kings Canyon, da hans cykel!! var til reparation i Alice Springs. Han cyklede rundt i Australien. Det var modigt gjort.
Men Hermannsburg var en Aboriginals by og caravan parken var for de lokale, så vi stod der kl. 17 med en lang næse. Butikken var lukket, take away stedet var lukket, tanken var lukket, og ingen kom til undsætning. Så vi valgte en bush camp i Palm Vally. 18 km skulle der køres ad 4 w track, vildt flot ned ad Finke River og ind i Palm Vally. Vi kom efter solen var gået ned, men det stadig var lyst. Her blev vi advaret om vilde Dingoer, der var meget frække. En af de andre campister, (vi troede, at vi nok ville være de eneste, men der var ca 20 campister) havde haft besøg af dingoer og vi så dem også. Tænk vilde hunde, der kan overleve i naturen...
Næste dag kørte vi ad endnu mere bumbet vej, skønt at køre på klipper, ind i Palm Vally. Her har palmer overlevet ørkenen i 100.000 år. Der er masser af vand i sandstensklipperne, som langsom siver ud. Dalen er helt lukket med en smal indgang, der i første omgang så ud til ingen steder at føre hen. Det var meget eksotisk.
Men vi skulle tilbage til Hermannsburg og 2 km længere frem for at finde 4 w sporet ind i Finke River N.P. Og så toppede vi op med diesel og lidt frossen kød i Hermannsburg, inden vi kørte ind på sporet. Det var en fantastisk tur i og langs med Finke River N.P. Inden solnedgang, nåede vi ud på vejen fra Alice Springs til Kings Canyon. Vi kørte lige mod vest og solnedgangen på rød rumle vej.
Først hen under aften (det var endnu lyst, men solen var gået ned) fandt vi caravan parken ”Kings Canyon” . Det viste sig at være et rigtigt turist sted/fælde, med alt hvad der hører sig til. Hotel, motel, hytter, cementerede pladser, græsplæner(de bliver vandet) til telte, pool, tank, cafe, spisested, butik med det hele. Jo, vi får set en del.
Næste dag tog vi det roligt, men det skulle vi ikke have gjort. Turen omkring Kings Canyon tager ca. 3 timer og da vi syntes vi var klar til det (efter at vi havde været en tur i kløften og nydt natur og dyreliv) var stien lukket pga varme !! 36 grader er da ingen temperatur …..
(Red: Billederne til denne artikel stammer fra historien fra dette tidspunkt.)
3. Oktober
Så vi susede lige ud af asfalt vejen og så et glimt af en stor knold i landskabet. Det var ikke Ayers Rock, men en anden stor sten (meget stor sten: Mount Conner).. Men pludselig så vi det første glimt af den berømte sten, og jeg må sige DEN ER STOR. Bag ved ligger så Mount Olga, højere, men ligesom i flere stykker. Lige så imponerende. Klipperne er afrundede og smukke, og rundt om vokser der flere træer og små buske. Man føler ikke, at vi er midt i ørkenen.
Vi fandt campingpladsen og fik en plads blandt caravans, da vi ikke kunne slå telt op på plænen. Det er en speciel oplevelse at sidde der uden for og spise mens alle de andre caravans har lukket ned for natten.
Først hoppede vi i pølen, bare for at køle ned og så skulle vi ud for at se solen gå ned. Tja gå ned, den havde gemt sig bag mørke tunge regnvejrs skyer, men den store p -plads var fyldt op og alle stod klar til at tage et hav af fotots. Også en bil med 4 kinesere. De var lige landet i Ayers Rock lufthavn, lejet en bil og tjekket ind på hotellet. Der er rigtig mange, der lige tager Australien på 10 dage på en pakket fly rejse.
Den ene af de søde kineser piger var vild med vores store grønne 110 ´LR og måtte både op på tager (ja, her sad vi for at få den bedste udsigt til stenen) og ind i bilen, for at prøve at sidde i den. Imens knipsede de andre løs og hun poserede det bedste hun havde lært. Det var forfriskende at møde en andens begejstring for LR.
Om natten vågnede vi flere gang hvor regnen trommede på teltdugen. En underlig fornemmelse. Det var meget varmt og blev også meget fugtigt.
4. oktober
Men næste dag var det hele forsvundet og vi stod op kl. 5 for at se Ayers Rock i solopgang. Vi nåede det og det var en flot oplevelse. Faktisk var der stadig skyer mod øst, så vi fik næsten solopgangen to gange.
En tur rundt om stenen og frem til der, hvor man stiger op, men der var lukket for flere opstigninger denne dag. Kl. var 8 og det var for varmt (igen disse 36 grader). Så vi sad roligt og planlagde opturen morgenen efter.
Nu gjaldt det en gå tur ind mellem Mt. Olgas kløfter. Varmt, fantastisk, flot, natur, fugle og mange søde mennesker som vi mødte undervejs, det tog to timer at gå den tur. Da vi kom tilbage, var den sti også blev lukket for flere turister. Vi var heldige denne gang.
Nu blev det varmt og vi kørte mod Ayers Rock kulturelle center. Her var jeg inde og finde et par gode ting og blive klogere på de oprindelige beboere og alle deres urter og træer. Hvad der er spiseligt og hvad man bruger til medicin.
En tur i pølen og snak med tyske naboer og en australsk soldat, sluttede dagen af.
5. oktober
Endnu en gang tidligt op, i den forhåbning om at få lov at bestige Ayers Rock, men nej, denne gang blæste det for meget, så ingen fik lov at gå der op. Øv øv. Faktisk håber jeg at komme tilbage om nogle år for at bestige den store sten.
Efter en lille tur langs noget af Ayers Rock, hvor vi så nogle flotte hulemalerier, skove og blomster kørte vi videre. Hele dagen kørte vi og kørte vi ud af asfalt vejen - først mod vest og så mod syd. Det lyder kedeligt, men landskabet er helt fantastisk og jeg er vild med det.
Natten blev tilbragt på den kedeligste rasteplads, vi endnu har været på, men kl. var 19 og solen var gået ned og vi var sultne.
6. oktober
Cooper Peedy er opal mine by og det kunne vi også se på lang afstand. Det blæste meget og al støvet fra de hvide bjerge af det de havde gravet op, fløj fra vest mod øst og altså hen over vejen og ind i byen. Byen lignede ikke noget vi havde set før. . der var støv over alt, på ting, i luften og så var der jo næsten ingen by over jorden. Vi fandt visitor centret, en tank station og et pizzaria. Alt var støvet og at spise en sandwich var ikke en god ide i det vejr.
Lige over for pizzariet lå et museum, men det så meget lukket ud. Men vi forsøgte alligevel og minsandten om der ikke var åbent. Og der var rundvisning !!. En rigtig god rundvisning i minen under museet og en film om hvordan man graver efter opaler. Hvordan husene er indrettet her under jorden. For folk bor vitterlig i de gamle miner. Men man må ikke grave efter opaler mere inde i byen, men man må godt udvide sit hus..... og hvis man tilfældigvis finder en opal, er det helt i orden.
De mærkelige spir er lavet af fugeskum og der købte jeg en rå opal af en gammel kineser, der var en hård hund at krejle med men det er Jens og jeg også.
Dækket er en måde at markere indkørslen til en "Station", en gigantisk farm.
Vi kørte ud af byen i solskin og næsten ingen blæst, men langt ude i horisonten så vi en støvstorm. Der var intet - ingen buske og ingen bakker. Der var fladt og kun spredte, små tuer med vegetation. Men alligevel var landskabet ikke kedeligt.
Overnatning på William Creek Road House. Der var et spisested, Take Away, en pub, et motel, hytter, caravan plads og en flyplads. Men der var ingen andre - jeg undrer mig over, at det kan løbe rundt, men igen - at køre 200 km er ingen ting i dette land.
7. oktober
Vi fulgte nu et spor der kaldes Oodnadatta track. En fantastisk god grusvej og et landskab der tager pusten fra dig. Langs vejen løb en gammel jernbane, dvs. vi ser nogle gange nogle sveller, eller en forhøjning, gamle bygninger, hvor jernbane arbejderne har boet.
En skulptur park var der også. Alt var lavet af gamle dele fra biler, motorcykler, vindmøller, busser, køkkenmaskiner, vaskemaskiner osv. Der var også sat to små fly op på halerne og spændt sammen. Jo, fantasien i dette land fejler ikke noget.
8. oktober
I Copley fandt vi igen en caravan park med brus. Man kan godt blive afhængig af at blive vasket hver dag......
Inden solen gik helt ned, så vi både emuer og frit gående heste. Månen var for øvrigt også fantastisk og meget flot i sin fuldhed...
Der er vilde geder i det område vi kørte igennem og de er misundelsesværdige. Står godt på benene, og er kødfulde. I dag(13/10) så jeg faktisk i en kødbod på markedet i Adelaide, at man kunne købe bov og kølle fra vilde geder (og opdrættede). Det er forår og både buske og vilde planter blomstre. Det er noget så flot.
Veranus gigantus (ja det hedder den) og en vild hest til de som synes dyr er flotte.
Turen gik nu ind i Flinders Range - en bjergkæde med alder. Vi fulgte vejen mod Arkaroola og den caravan park, der ligger der. Området er et privat vildt reservat, lige uden for Gammon Ranges N.P. Men for pokker - der var storslået. Vulkantoppe, mineraler og klipper af alle slags. Og en køretur på en dejlig bulet vej. En tør creek blev vores bush camp for natten.
9. Oktober
Måne formørkelse! En fantastisk oplevelse. Vi sad fra kl. 8 til 11 om aftenen og fulgte det hele fra første parket på en campingplads langt inde i nogle bjerge. Det var en "en gang i livet" oplevelse. Og den var fuldstændig dækket af jordens skygge, månen.
Ellers bød området på vulkan toppe, sjove veje at køre på og meget flotte udsigter. Jeg fandt da også en del spændende sten, der bliver slæbt med hjem. Det var også her vi ind af det åbne vindue i bilen, hørte en stemme spørge: hvad laver danske nummerplader her? Så vi måtte selvfølgelig lige snakke med manden fra Roskilde. Dagen endte med bush camping i en tør Creek.
10. Oktober
Fluer er der rigtig mange af og her har vi taget beskyttelsen frem. Hvis aboriginerne ikke maler, hugger de billeder i klipperne og det har de så gjort her.
Vi kørte så efter Blinmann - et sted med en gammel kobbermine. Men turen kl. 15 (hvor vi nåede frem) var fuldt booket, så vi måtte nøjes med at se den udefra. Det var nu også en god oplevelse. En tur rundt i bjergene, ud på asfalten og ind igen i den anden N.P. (Flinders Ranges N.P.) - på det spor der hedder Geological Track.... Her sov vi på en af nationalparkens campingpladser, helt alene. Så vi arrangerede brusebad, mens de gulfodede Wallabyer vimsede omkring med deres små Joes (unger) i pungen. Vi stod også lige der, hvor livet lige var begyndt på vores jord. Imponerende. God slutning på en lang solbeskinnet dag. Men nætterne er ved at blive rigtig kolde og soveposerne har nu været fremme i flere nætter.
11. Oktober
Flere kænguruer dukkede op om morgenen og så fandt jeg meget gamle fossiler. Desværre fandt jeg ikke nogle stykker, der var små nok at slæbe med hjem til DK. På vej op til Wilpena Pond (en ring af bjerge efter en meteor nedslag), så jeg geder igen og turens største træer.
Dagen i dag blev min dag. Geologi, fossiler og sten begejstrede mig, mens Jens og Søren mest drak kaffe og beundrede landskabet.
Omkring kl. 14 spiste vi vores frokost sandwich på Wilpena pound p-plads. Her var et stort visitor center med lidt butik og souvenir, men også masser af turist tilbud, som tilfældigvis alle koster en mindre bondegård. Så vi valgte en 3 km gratis gåtur ud til Wilpena pound. Det blev så lige lidt længere, for der var et godt skilt med et godt tilbud, - 900 m op og der var endnu et skilt med 400 m op til et udsigts platform. Og her så vi hele krateret, for dette var endnu et meteor krater. Dette var der også vand i, hvilket var helt usynligt når man stod nede, men var så flot, da vi kom helt der op. Noget af vejen fulgtes vi med et ældre dansk ægtepar, der havde lejet en af de mindre mobilhome, der ikke må køre på røde rumleveje. De var næsten lige ankommet og vi øste ud af vores viden og gav gode råd om snart sagt alt. Caravan parken lige ovre på den anden side af banen og da vi spiste aftensmad (temmelig sent) lød der larm fra den anden side af banen. Det viste sig at være et vældig begravelses gilde. Værten på caravan pladsen, mente at der var kommet nogle hundrede fra det omkringliggende land, for så mange var der slet ikke længere i byen. Jo vi oplever mange sjove ting.
12. oktober
Quorn, en by med historisk arbejdende jernbane og gamle huse. Selvfølgelig en mine by, sådan er det rigtig mange gane. Vi kørte igennem områder uden træer og nærmede os bugten hvor Adelaide ligger. Området syd for Port Augusta er landbrugsland og lige nu er kornet ved at modnes. Men der er også ting, vi ikke ser hver dag - en træbro så lang som øjet rækker, palmer og sol. Byen er en gammel havneby og med det tidevand, måtte man have en meget lang kaj. Verdens største salt sø stod jeg på, et stort øjeblik. Senere i byen Marree fik vi historien om den bil man forsøgte at sætte verdens hastigheds rekord i. Men det hele mislykkedes, fordi der kom vand i søen. Hvilket i sagens natur, sker så sjældent at det er så godt som aldrig.
Vi havde nu ikke langt til Adelaide, men da vi nåede Port Augusta (udtales ud i et og meget stærkt) og spurgte til vejret, var det ikke blevet bedre at vi straks besluttede at ringe til Steen og Ingrid for at melde vores ankomst ca. 6 timer senere. Og det var godt. Det var piv koldt de næste 4 nætter.
13. Oktober
Lige nu sidder jeg her indendørs og skriver, bare for ikke at svede på fingerspidserne. Og lige om lidt ligger jeg i poolen.
I morgen kl. 9 kører vi nordpå igen - bare en 7 dage - da Jens har bestilt en diesel pumpe til sin bil i Cairns (endelig noget der er billigere her i Australien end i Danmark) og den er 5 dage undervejs. Så hvad skal vi så... jo vi laver lige en lille rund tur på en 3700 km.
Ps. Her i Hawthorndene (op ad bakkerne øst for Adelaide) har vi nydt livet og Ingrids mad, Steens tørre humor og at vejret bliver bedre og bedre. Der er også det sødeste lille barnebarn Elliot 1, 4 år gammel. Kan gå man ikke sige så meget. Jeg har dog lært ham at sige bø... tja han er dog 1/4 dansk og ø er en mærkelig lyd for Australier. Elliots far, Carsten, kan godt forstå dansk og taler det med os tre, men gider ikke med mor og far. Elliots mor er fransk, så han får da alle muligheder for at lære noget sprog.
Der er endnu ingen, der har kommenteret denne side
Har du lyst til at kommentere siden ? Tryk her