DANSK LAND-ROVER KLUB | FORSIDE INDHOLD LOGIN SØG OPSLAGSTAVLE |
af Jesper Ellegaard
Så er det igen tid til en hilsen fra Housens Odde, hvor Landsstævne 2000 løber på sin sidste dag.
Det er lørdag eftermiddag og dagen i dag er for mange gået med at slappe af efter to hårde dage med trophy. Nogle har dog i formiddag været i Seest grusgrav for at køre trial. Når man går rundt og lytter blandt kørerne, var det vist ikke den store succes for vores region. Men mange var også trætte efter trophyet.
Fem biler var med på Sydsjællands trophyhold, der bestod af Peter og Gitte i 90", Henrik og Dorte i 110", Tony og undertegnede i 110", Jens Jacob og Jylling i 90", Jesper Rasmussen og John i 90". Oprindeligt var Johns 110" med på holdet, men da vi på førstedagen løb ind i mange opgaver som var vanskelige for de lange biler, blev det besluttet at bytte Johns bil ud med Jesper Rasmussens 90".
Trophy 2000, som løbet hed i år, var en ny 2-dages udgave af trophyet med mange baner langt ude i den jydske natur. Vi kom gennem skove og over enge, gennem grusgrave og kornmarker. Så hvis ikke man kunne få bilerne igennem de svære baner, kunne man ihvertfald nyde den smukke natur. Og vejret var bestemt med os.
Vi ved endnu i skrivende stund ikke hvordan stillingen i trophyet er, men efter førstedagen lå Sydsjælland på en fjerdeplads, hvilket vi ikke var helt tilfredse med.
Siden vi sidst skrev herfra, har der også været udflugt til Givskud Løvepark, hvor 63 Land Rovere fra Landsstævnet deltog i en opvisning i parken. Man havde lavet en mini-bane med et par gravede huller (med og uden vand) og parkens gæster samt aviser og tv var inviteret til at komme og kigge på og få en tur i en rigtig bil.
Meget voldsomme regnbyger gjorde det til en våd oplevelse at bjærge bilerne op af vandhullet, der snart var et værre plørehul. Og her fik John Pedersen også genopfrisket læren om at sideruder bør være lukkede under terrænkørsel. For netop mens 100 mennesker stod og kiggede på, stakk John hovedet ud af vinduet for at kigge på hjulene, der spandt, og blev i samme øjeblik meget sort i hovedet af mudder, som sprøjtede op - til stor morskab for alle.
Indtil nu har regionen klaret sig godt i de forskellige andre konkurrencer, der er blevet afholdt gennem ugen.
Nat-orienteringen tirsdag aften blev vundet af Struntze og andenpladsen besat af Henrik og Dorte.
Onsdag blev der afholdt Winch Recovery og her kom Struntze sammen med Henrik og Dorte på andenpladsen (- der var dog kun to hold tilmeldt...).
Torsdag blev der afholdt børne-trophy og her havde regionen også folk i medaljerækken.
Om et øjeblik skal vi alle ned til mini-trophy og efterfølgende festaften, hvor vi får resultater fra trophy samt trial, foruden en forhåbentolig god aften med god mad, musik og dans.
Der er endnu ingen, der har kommenteret denne side
Har du lyst til at kommentere siden ? Tryk her