| DANSK LAND-ROVER KLUB | FORSIDE INDHOLD LOGIN SØG OPSLAGSTAVLE | ||
af
Helle og Jesper Ellegaard
kilde: http://www.eventyr.net
I dette afsnit i vores historie om Australiensrejsen er vi ved at køre mod centrum af landet efter at have tilbragt nogle uger vestpå.
Vi havde læst om et spor gennem Great Victoria Desert, der i sin tid blev lavet for at give adgang til nogle bombeprøvesprængnings-steder i ørkenen. Da vi læste at sporet - Gunbarrel Highway - blev lavet af et hold Land Rovere samt en bulldozer, syntes vi at det var meget naturligt for os at følge dette gennem ørkenen. Sporet bliver sjældent brugt nu om dage, hvor det af australierne betegnes som et godt 4wd-eventyr. Det måtte vi på - troede vi.. Men som I kan læse i nedenstående afsnit af vores logbog, gik det ikke helt som ventet.
7. marts 2000
Øv en dag i dag ! Alt synes at være gået galt og skævt for os. Det startede i morges klokken 8 i Wiluna.
Ja, vi nåede endelig til Wiluna i går, hvor Gunbarrel Highway starter, via en omvej over Mt. Magnet. Vi var nødt til at tage denne omvej på cirka 500 kilometer ekstra til Wiluna for at hente en satelittelefon, der havde ligget og ventet på os nogle dage på posthuset. Gunbarrel Highway er en nedlagt vej gennem ørkenen fra vest til centrum af Australien. Der er ikke meget vej tilbage og den benyttes nu kun som små 1000 kilometer spændende 4wd-eventyr.
Vi vidste, at der var risiko for at vi ikke kunne komme ud på Gunbarrel Highway her fra Wiluna på grund af vejret - og ganske rigtigt, politiet kunne fortælle os, at vejen dertil var spærret 15 kilometer ude af en kæmpe sø. Den havde været der siden jul og de regnede ikke med, at den ville forsvinde de første par måneder.
Politiet var dog flinke at ringe til stationerne sydpå, hvor vi så fik at vide, at vi kunne nå vores spor ad endnu en omvej på 800 kilometer.
Vores håb var intakt, da vi begyndte at lede efter "posthuset". At det var national fridag betød tilsyneladende ikke noget her i Wiluna, for alt var alligevel åbent - undtaget posthuset.
Nå, vi tog en nat på campingpladsen og stod tidligt op for at være klar på posthuset (en del af en købmandsbutik) klokken 8.00, hvor skiltet forkyndte at de åbnede.
Vi stod der ét minut over, men desværre - købmandsbutikken åbnede klokken 8, men postkontoret først klokken 9.00.
Personalet var der - de sad der bag skranken - men den morgensure dame holdt på sit. Hun havde sine regler og kunne ikke gøre nogen undtagelse, selvom det eneste hun skulle, var at tage pakken, der lå der på bordet, og række den henover disken.
Vi kunne se pakken, havde ventet på den længe, og havde en meget lang køretur foran os, men hun var dronningen der og nød tilsyneladende sin magt.
Godt sure parkerede vi bilen demonstrativt lige foran butikken og satte os til at vente. I en time sad vi så og stirrede olmt ind på hende, før vi klokken 8.59.30 skred ind af døren og over til skranken for at få pakken.
En dårlig start på en dårlig dag.
Vi kørte med fuld fart sydpå mod Leonora for at snakke med politiet der. Måske kunne vi nå Gunbarrel Highway derfra.
Vi havde ikke tanket op i Wiluna, for literprisen var meget høj og vi kunne jo bare fylde en jerrycan på. Det gjorde vi et stykke der nedaf. Vi har en løs jerrycan stående bagi bilen netop til sådanne "småopfyldninger". De fire andre jerrycans er spændt op under bilen og lidt mere besværlige at få fat på.
Man ak, 20 kilometer før Leonora løb vi tør. Vi havde kørt temmeligt hurtigt og den høje fart kombineret med den meget høje luftmodstand i modvinden havde forøget brændstofforbruget så meget, at vores beregninger ikke holdt.
Nu måtte vi så i gang med værktøjet for at skrue de andre jerrycans ned og fylde på, så vi kunne komme de sidste 20 kilometer til en tankstation.
På denne kunne vi så se, at priserne var lige så høje som i Wiluna. Vi tog lidt mad på den lille cafe, der lå i tilknytning til tanken for at glemme denne ærgelse.
En håbløs ung ekspedient kunne ikke finde ud af at betjene os. Han måtte 6 gange ud i køkkenet for at høre om det mad, som vi pegede på på skiltet, nu også kunne laves.
Vi spiste maden og gik så ud for at tanke op. 100 liter diesel - 100 $. Helle gik ind for at betale og kom snart hovedrystende ud igen. Den samme håbløse ekspedient havde ikke kunne forstå, at hun ville betale for diesel. Han havde startet med at spørge, om det var benzin og derefter om det var en lighter, hun ville købe.
Da vi endelig fandt politistationen, kunne de kun henvise os til stationen i Laverton 120 kilometer længere østpå.
Okay, vi kørte da bare videre...
Da vi satte i gang, væltede Helles cola ud i hele bilen...
Endelig fremme i Laverton så vi, at dieselprisen var meget lavere, selvom det var meget længere ude på landet. Vi kunne have sparet næsten 150 kroner på at hælde endnu en jerrycan på og vente med at tanke.
Pyt ! Politiet her var rigtigt rare og meget interesserede i vores tur - og satelittelefon. De skulle sågar have et billede af den, for en i familien tænkte på at købe sådan en.
De fortalte os, at der havde været en del regn, men at de regnede med, at vi ville kunne nå Gunbarrel Highway via et andet 4wd-spor - 300 kilometer mod øst. Vi blev dog bedt om at spørge os for på et roadhouse, der lå ved starten af dette spor - de ville vide mere om sporets tilstand.
Fulde af forhåbninger om snarlige muddereventyr og ørkenkørsel kørte vi så mod Tjukayirla Roadhouse. Det begyndte at blive en rigtig lang dag på vejen. Først 450 kilometer på landevej og nu lidt over 300 kilometer på grusvej. Men vi ville gerne nå frem i dag, så vi have mulighed for at starte på sporet i morgen tidligt.
Det var mørkt da vi kom frem. Vi var trætte og trængte til lidt godt roadhouse-mad. Men igen var vi uheldige.. Roadhouset havde lukket en time før vi kom frem - netop den time, som vi kom senere afsted i morges på grund af hende post-dronningen.
Roadhouse-indehaveren, Jim, kom dog ud og lukkede os ind på campingarealet, så vi ikke skulle slå lejr i vejkanten. Desværre kunne han samtidig fortælle os, at vi ikke kunne komme ind af sporet til Gunbarrel Highway.
Han ville ikke turde sende nogen derind uden en kampvogn med larvefødder og periskop - og så terrængående er vores Land Rover nok ikke.
Nu sidder vi her og lukker galde ud. Vi kan ikke komme ud, hvor det er rigtigt sjovt og spændende. Vi må nøjes med at fortsætte af grusvejen, der morsomt nok hedder "Great Central Road" (Den store centrale vej). Den er ikke andet end et 4 meter bredt bulldozer-spor gennem landskabet. Der kører højest 20 biler om dagen på den - nogle dage ikke en eneste.
Men lidt heldige er vi dog alligevel. "Vejen" har nemlig været lukket indtil for en uge siden (regn igen) og kommer der mere vand ned, lukker den igen. - Det er der iøvrigt stor sandsynlighed for, for der er "Blue Alert", det vil sige cyklonvarsel på vestkysten - netop der, hvor vi var for få dage siden.
Hvis cyklonen kommer ind, vil det betyde meget mere regn her, hvor vi nu er.
Men vi skulle dog være et par dage foran regnen, så vi kan komme videre mod øst, før vejen lukker igen.
Det er trods alt sjovere at krydse indover på en grusvej end at være nødt til at tage hele vejen sydpå over The Nullabor igen for at komme til Alice Springs.
Ja, og så var der lige en ting til...
Vi har set to kameler ! På vej i mørket til roadhouset småregnede det lidt. Pludselig kunne vi se nogle mærkelige skygger langt forude i lyset fra projektørene. Man tror det er løgn og at man er meget træt, når to kameler pludselig dukker frem. Men jo, de var der og vi skraldgrinede over synet.
Vi vidste godt, at kameler var indført for mange år siden, fordi de var gode arbejdsdyr i det varme Australien, men det var altså sært at se dem gå der i fri og vild natur.
Trætte går vi nu til ro og ved ikke om vi i morgen tidligt vågner i Australien eller Afrika.
