| DANSK LAND-ROVER KLUB | FORSIDE INDHOLD LOGIN SØG OPSLAGSTAVLE | ||
af
Helle og Jesper Ellegaard
kilde: http://www.eventyr.net
I vores fortælling om rejsen gennem Australien er vi nået til Sydvestaustralien. Vi har netop passeret The Nullabor, der er en 1.200 kilometer lang vej langs sydkysten af landet fra midt til vest.
Meget af vores rejse har foregået på asfaltvej, og vi er på dette tidspunkt ved at være klar til at prøve nogle flere udfordringer. - Det er jo derfor, at vi tog Land Roveren med.
Logbog
1. februar 2000
Klokken har passeret 01.30, da vi endelig ankommer til Esperance og kan begynde at lede efter et sted at overnatte. En halv time senere finder vi det og kan så begynde at jagte edderkopper. Vi ved at der er en 6-7 store bæster rundt på bilen. - Ikke sådan nogle almindelige danske husedderkopper, men de store australske, som der skal noget mere end en 5-krone til at dække. De kravler rundt på bilen og spinder den ind. De skal væk, inden vi vil slå tagteltet op og endelig gå til ro.
Det var været en hård dag - en dag hvor alt er blevet sat på prøve. - Vores evner og kræfter, bilen og humøret, vores mod og edderkoppe-fobi. Vi har tilbragt mere end 17,5 time bag rattet og kørt næsten 650 kilometer i særdeles vekslende omgivelser.
Det begyndte stille og roligt med, at vi kørte fra Cocklebiddy Roadhouse på Nullabor-vejen, hvor vi havde overnattet. Nu manglede vi bare 440 kilometer af the Nullabor. Det har været en sjov oplevelse, men hvis vi ikke indimellem tog nogle afstikkere, ville vejen være temmelig kedelig. - For det går altså bare lige ud time efter time.
Ved frokosttid stoppede vi på det sidste roadhouse på turen for at få en bid brød. Vi var blevet enige om at dreje sydpå her og tage et blandet 4wd-spor og grusvej ned til Esperance. Nu skulle der nemlig være lidt afveksling fra landevejens monotome kilometer.
Vi snakkede med manden bag disken på roadhouset og fik et godt kort over området. Han spurgte om vi vidste, hvordan man kører i mudder, for det havde regnet en del. Men det mente vi nok, at vi gjorde...
Så gik turen sydpå. De første 60 kilometer var bare dårlig grusvej, men herefter begyndte 4wd-turen. Vi havde for længe siden købt en bog om 4wd-ture i Australien og denne rute var også beskrevet. Den var betegnet som "ekstrem", men beskrivelsen lød ellers ikke specielt slem.
Der var en del mudder og vandhuller, som vi skulle igennem og bilen blev da også godt pladret til. Vi måtte også rydde vejen for et væltet træ, men vi kunne nu ikke betegne turen som ekstrem. Hovmodige som vi var, kaldte vi den en mellemting mellem let og middel - men vi skulle blive klogere senere.
Efter et par timers leg nåede vi til en skillevej. Vi kunne køre den lette grusvej til højre eller fortsætte 60 kilometer ad 4wd-sporet. De sidste 50 kilometer 4wd havde kun taget 2 timer og Jesper ville gerne lege lidt mere. Desuden var der mere end 4 timer til solnedgang, og efter de næste 60 kilometer skulle vejen blive god igen - sagde kortet.
Vi valgte altså vejen til venstre og så begyndte det at blive sværere. Det var en blanding af mudder, løst sand, dybe vandhuller og klipper. Heldigvis gik det ikke så meget op og ned af bakke. Helle sad og nærlæste 4wd-bogen om vores rute, og netop som hun læste, at man aldrig skal køre denne tur efter regnvejr - begyndte det at regne... Hmm.. Nå, men vi var jo nogle hårde 4wd-kørere, så det skulle nok gå.
Det ene øjeblik kørte vi i blødt sand og det næste øjeblik var sporet en glidebane af mudder. Man kunne ikke se forskellen, for overfladen af mudderet var tørret ind og det var først når vi kom masende, at den blev brudt og viste sit fedtede indhold. Næste øjeblik skulle vi igennem et 10 meter langt vandhul, som vi ikke kunne se dybden på. Måske var bunden fast - måske klæbrigt mudder.
Vi orkede ikke at gå ud og checke hvert eneste vandhul, for så skulle vi stoppe for hver 100 meter. Vi måtte stole på bilen og vores evner, og vi havde jo også bjærgningsudstyr med, hvis det skulle gå galt.
Men på forunderligvis klarede vi os stille og roligt igennem uden at hænge alvorligt fast. Måske lidt for stille, for timerne gik og solen var på vej ned. Vi var lige ved at være på den i et meget dybt mudderhul. Det var en svag fordybning i vejen, hvor der havde stået vand engang. Sådanne fordybninger havde der været masser af og bunden havde været god i de fleste. Men denne gang sank vi dybt ned og måtte kæmpe os frem og tilbage længe, før forhjulene endelig fik fat i den tørre kant igen.
Solnedgangen var smuk, men når man hænger i mudder til kanten af dørene og der ikke er nogen hjælp i nærheden, så kan man ikke rigtigt nyde den.
Vi var glade, da der kun var 4 kilometer tilbage, før den gode vej skulle begynde, for vi havde ikke lyst til at gøre dette i mørke. Nu havde vi haft 6 timer med sværere og sværere 4wd, og det var nok for os. Men...
Rundt om et hjørne bredte et hav sig. Sporet gik ud i et oversvømmet område, som vi ikke kunne se enden på. Det var næsten mørkt og vi tabte modet. Så tæt på afslutningen og alligevel så langt fra. Hvordan skulle vi komme igennem dette, når vi ikke kunne se noget ? Ok, alle lys og projektører var tændte, men i mørket kunne man slet ikke se hullerne under vandet. Vi kunne heller ikke vende om, for det vi havde været igennem var bestemt ikke til at gøre i mørke.
Jesper tog en lommelygte og begyndte at gå gennem vandet. Det var ikke mere end 10 cm dybt og bunden syntes at være fast nok. Så vi tog mod til os og begyndte køreturen gennem "havet". Hvor var det ubehageligt, når man ikke vidste hvad der gemte sig derude. Vi kunne se bunden en meter fremme i lyset fra projektørerne, så de 700 meter frem til fast grund gik i tomgang. Nu kunne det ikke blive værre...
Da det var bælgravende mørkt nåede vi endelig frem til målet, men... Her var ingen god vej. Vi var endt på en strand og det, som på kortet var betegnet som en god vej... var oversvømmet. Ved siden af gik der et andet spor - 4wd. Okay, klokken var nu 8 om aftenen og vi turde ikke campere her, for vi havde hørt mange grimme historier om tidevandet hernede.
Vi tog beslutningen og valgte 4wd-sporet, som ikke kunne være værre end det vi lige kom fra.
Det viste sig dog at være lige så slemt, nu hvor det var rigtigt mørkt. Ifølge kortet skulle der kun være ét spor, men konstant delte dette sig. Nogle gange uden om vandområder og andre gange af ukendte årsager. Vi kunne kun se 1 meter til hver side og 30 meter frem, for projektørerne var rettet lige ned foran bilen og forlygterne blev konstant dækket af muddervand. Vi så stort på alle advarsler om at lygteglassene kan springe, når lygterne er tændte og man kører i vand. - Vi havde brug for alt det lys vi overhovedet kunne få.
Sporet var smalt og høje buske omkransede os på begge sider. Vi vidste ikke hvor vi var og vores verden bestod kun af 100 m2 bush. Vi havde ingen anelse om, hvad der gemte sig 100 meter længere fremme. Der var ikke plads til at tænke. - Tanker ville bare få panikken til at vokse endnu mere. Vi smeltede sammen med bilen og blev til en stor levende maskine, som stædigt masede sig videre frem.
Flere gange kørte vi ad forkerte sidespor og måtte bakke tilbage - iøvrigt ikke nemt i mudder med kun en baklygte og sidespejle at orientere sig ved.
Vi var lykkelige for at vi havde gps'en i bilen. Den reddede os flere gange fra at køre ad helt forkerte spor. Det var første gang, at den rigtigt viste sin nytte.
Kilometerne blev længere, vandhullerne blev længere, dybere og sortere, konstant kørte vi gennem store edderkoppespind som var spændt ud over vejen, og deres indehavere tog nu bolig på vores bil. Panikken voksede. Ville dette nogensinde få en ende - en god en vel at mærke !
Uden at tale sammen var vi blevet enige om, at kom vi til at hænge rigtigt fast, ville vi lade mudder være mudder og bare sætte os til at sove, hvor vi nu hang fast. Vi havde ingen mad fået siden middag - det havde der ikke været tid til - og campere her kunne der heller ikke være tale om p.g.a. edderkopper og mudder. Vi følte at vi havde bedt fanden om en lillefinger - men fået hele hans hånd.
Jesper begyndte at hylde grusvejene med deres dybe huller og løse sten - for de var dog tegn på civilisation. Her var der kun os, edderkopperne, vandhuller og vores Land Rover.
Klokken 12 (midnat) så vi det første tegn.. en traktor tilhørende nogle vejarbejdere. Og i næste nu var den der: grusvejen. Vi stoppede, så på hinanden og gav hinanden et stort smækkys.
Det begyndte som en leg, men de sidste 4 timer og 50 kilometer havde være alvor. 160 kilometer 4wd-kørsel blev det til, hvoraf de sidste 110 var rigtigt svære. Nu var der kun cirka 100 kilometer til nærmeste by, som vi bare måtte til. Vi ville på en campingplads med rigtige toiletter, et bad, skrigende børn og billarm. De 100 kilometer på grus og asfalt var ingen sag nu. Vi skulle tilbage til civilisationen.
Her sidder vi så i dag og holder fri. Helle tager en skraber i tagteltet og jeg får en kop kaffe i solen. Dagen og aftenen i går er næsten væk, fortrængt. Det var en slem omgang, men vi er blevet meget klogere. Vi ved helt sikkert, hvad vi skal spørge om, inden vi næste gang kaster os ud i sådanne eventyr. Vi ved også, at man ikke tager en 4wd-tur som en lille afstikker.
Tilbage er der nu kun at få vasket mudderet af bilen og få fjernet alle edderkoppespindene.
I Vestaustralien oplevede vi for første gang at Australien også er Land Rover-land. De begyndte at dukke op på hvert andet gadehjørne, og vi var lige ved at blive træt i armene af at hilse på dem alle sammen. Vi havde ellers ikke set mange og havde tidligere tydeligt mærket, at Japan ikke ligger langt herfra.
Vi oplevede dog også, at landskabet begyndte at forandre sig meget i forhold til tidligere. Naturen blev meget mere frodig og nogle steder kunne vi føle os som i Danmark med store skove og grønne marker. Vidste I forresten, at der hernede er en by kaldet Denmark og en anden Bornholm ? Vi klappede i hænderne, da vi så vejskiltene, der pegede mod de to byer.
Vi sender jer her vores hilsner "nedefra", hvor det engang imellem føles som at være hjemme.
Jesper og Helle
