| DANSK LAND-ROVER KLUB | FORSIDE INDHOLD LOGIN SØG OPSLAGSTAVLE | ||
af
Helle og Jesper Ellegaard
kilde: http://www.eventyr.net
Kære alle hjemme i klubben. Det er blevet tid til at sende hilsner fra den anden side af jorden, hvor vi er 12 timer ude i fremtiden. Vi er rejst den halve jord rundt - og har taget vores kære Land Rover med.
Vi er mange gange blevet stillet spørgsmålet, om det dog kan betale sig at tage bilen med hjemmefra. Det er jo så billigt at købe en brugt bil herude og man kan endda få en Toyota Landcruiser til en fornuftig pris. Men hvem pokker vil købe og køre i en Toyota, når man har en Land Rover ?
Vi har ikke et sekund fortrudt, at vi tog den med. Det er en fryd at mærke de beundrende blikke fra andre rejsende og endnu bedre at køre rundt på egne hjul og mærke, at man kender bilen og at den er bygget til dette hårde liv.
Vi fik sejlet bilen over i en container fra Danmark til Melbourne i Sydaustralien. Det var en tur som tog cirka 40 dage. Vi benyttede ventetiden til at besøge New Zealand med rygsække og en lejet bil. Da julen nærmede sig, var det tid til at bilen også skulle ankomme. Vores nerver begyndte at sidde udenpå, for der kunne være sket så meget på den lange sejltur. Tænk nu hvis de havde tabt containeren. Ville bilen være smadret ? Ville de mange måneders arbejde med at forberede bilen være spildte ? Vi kunne ikke sove og ikke spise dagene før vi skulle få den. Men den dag vi kom ud i terminal-bygningen og kunne se den stå og vente på os - der var vi nærmest lykkelige. Det sug i maven det gav at gense den i hel stand, det var alle pengene værd.
Nu er vi så ude på rejsen rundt i Australien, som kommer til at dække store dele af Syd-, Vest og Nordaustralien. Vi befinder os i skrivende stund stadig i South Australia i Flinders Ranges, men sætter snart kursen vestpå.
Vi har planer om at krydse nogle af de australske ørkener senere på foråret, når temperaturerne falder lidt hernede. Indtil da nøjes vi med at køre i de sydlige egne, hvor temperaturerne (normalt ikke) kommer over 40 grader for tiden.
I får her et uddrag af vores logbog, som iøvrigt jævnligt opdateres på internettet.
Logbog
21. januar 2000
Så er det vist tid til en mekanikerdag. De sidste dage har været hårde ved bilen, så den fortjener en kærlig hånd.
Olien samt filtre skal skiftes, aksler, bøsninger mv. skal efterses og de bagerste støddæmpere har det heller ikke for godt. Heldigvis har vi fået nogle gode dele med fra Box Auto, så vi kan klare det hele her i Arkaroola, hvor vi stadig befinder os.
Vi har fået lov til at låne det lokale (udendørs) værksted, hvor der er en grav. Det gør arbejdet lidt lettere. Ellers skulle Jesper ligge på ryggen under bilen endnu engang for at gå tingene igennem.
Vi har i dag og i går været ude og prøve kræfter med det virkelig hårde landskab her omkring. Det består af bjerge, klipper, sand, bakker, udtørrede flodlejer mv. En rigtig god blanding af det hårde.
Det meste af kørslen foregår på klipper og sten og de kan være noget af en udfordring af komme sikkert igennem. Vi har virkelig haft brug for alle vores kundskaber inden for terrænkørsel.
I går begyndte vores 4wd-eventyr med, at vi læste i en brochure om "Echo Camp Backtrack", der er et spor igennem landskabet fuldt af udfordringer. Det opleves normalt på en guidet tur, hvor man er passager i en firehjulstrækker kørt af en af de lokale. Men vi ville hellere køre turen selv, så vi spurgte, om vi måtte.
De kiggede på os, på bilen og sagde ok. Vi fik nogle gode råd om steder, vi skulle stoppe og kigge nærmere på samt et håndtegnet kort over ruten.
Så begav vi os ellers ud i det. Det startede ganske blidt med en rigtig dårlig grusvej med masser af huller og knytnæve-store sten (eller større). Men sådanne veje plejer australierne jo at betegne som farbare for almindelige biler.
Herefter begyndte det svære så. Vi holdt foran en stejl klippeskrænt, som havde en hældning på 35-40 grader. Løse sten og klipper lå spredt og det gjorde det ikke bedre at sporet drejede.
Okay, ned i 2. lavgear og så bare opad. Nej, den gik ikke. Lugten af brændt gummi samt kendsgerningen at vi ikke rokkede os ud af stedet halvvejs oppe gjorde, at vi måtte indrømme, at vi havde forregnet os. Vi måtte ned igen og slå differentialespærret til. Og så op igen men denne gang med en lidt anden placering i sporet. Så gik alting glat og vi arbejdede os sikkert til tops. Vi måtte rose os selv, bilen og de glimrende instruktører i Land Rover-klubben derhjemme.
Herefter var det ren leg. Bakkerne og skrænterne blev stejlere og længere, hullerne dybere, stenene mere løse og klippeblokkene større og skarpere. Men nu kunne vi bare det der med terrænkørsel. Det gik over stok og sten i det smukkeste Australien.
Vi kørte mellem bjerge ad veje, hvor der næsten ingen mennesker kommer. Vi så et væld af dyr og tog også en dukkert i en lille skjult sø. Faktisk var det kun Helle som badede, mens Jesper nøjedes med at soppe og fylde hatten med det kølige grønne vand.
Vi var blevet opfordret til at lave en lille afstikker til en kløft, som består af 1 milliard gammel havbund, der nu har rejst sig lodret op og står som knejsende klippevægge. Imellem disse har der samlet sig lidt vand til en lille sø, og her kunne vi altså køle os selv ned ganske uforstyrret.
Dagen i dag er så gået med mere firehjulstrækkeri op til nogle gamle kobberminer i bjergene. Selve turen var ikke så krævende som den i går, men den var en hel del længere. På vejen de små 50 kilometer op mødte vi Ken. Vi mødtes på det smalle spor i bjergene, hvor der absolut kun var plads til en enkelt bil. Han kom mod os i sin Toyota og på forunderlig vis lykkedes det os at presse de store biler til hver sin side, så der alligevel var plads til at passere hinanden.
Han stoppede ud for os og spurgte på ægte australsk vis:
- how a' ya ?, hvilket jo betyder "hvordan går det ?"
- Good thanks, and you ? svarede vi selvfølgelig.
Ken arbejdede for tiden med at istandsætte en gammel kirkegård oppe ved kobberminerne, som vi var på vej til. Men lige nu var han på vej ned for at hente nogle småting i landsbyen. Han ville møde os deroppe og vise os nogle "gode steder", som han sagde.
Vores tur gik roligt videre og efter 2-3 timer nåede vi til minerne. Denne gang gik vi ikke under jorden, men nøjedes med at kigge ned i de dybe huller og samle små stykker kobbermalm. Overalt lå der små irgrønne sten, som tydeligvis havde et højt kobberindhold.
Det var ganske interessant at gå der imellem bjergene og vide, at der var næsten 50 kilometer til nærmeste civilisation. Der var ingen lyde andet end vores fodtrin, som ind imellem fik stenene til at rasle.
Efter en halv times tid kom Ken igen. Så måtte vi jo snakke lidt, for udover at lave lidt frivilligt arbejde med kirkegården var Ken også brøndborer (han bruger Grundfoss-pumper) og 4wd-turguide. Faktisk laver han ture over Canning Stock Route, der er en af de ruter, som vi kun tør drømme om at køre. Ken er med til at istandsætte nogle af brøndene langs ruten.
Canning Stock Route siges at være verdens længste 4wd-rute uden mulighed for forsyninger undervejs. Sporet går gennem noget af den værste australske ørken og er mere end 1800 kilometer langt. Sådan en tur skal man aldrig gøre alene og heller ikke uden en HF-radio/satelit-telefon.
Vi øjnede en chance for at køre med Ken, som har alt det nødvendige udstyr, men desværre skal han først afsted midt i maj måned, hvilket er for sent for os. Det ville ellers være det ultimative Australiens-eventyr, men vi må "nøjes" med mindre. - Det kan vi nu også sagtens, selvom Jesper sukker dybt nu.
Vi sender jer alle de bedste hilsner og opfordrer samtidig alle interesserede til at læse mere på http://www.eventyr.net
Helle og Jesper
Der er endnu ingen, der har kommenteret denne side
Har du lyst til at kommentere siden ? Tryk her