| DANSK LAND-ROVER KLUB | FORSIDE INDHOLD LOGIN SØG OPSLAGSTAVLE | ||
af Jesper Ellegaard
I morges kørte jeg som så ofte før på vej til København på arbejde. Bedst som jeg forlod motorvejen og hastighedsgrænsen nedsattes til 70 km/t, så... så hoppede bilen af vejen.
Uden varsel kørte bilen en meter ind på midterrabatten, der adskilte mig og bilen fra de mange modkørende.
De sædvanlige 1000 tanker, man når at tænke i sådan en krise-situation, fik jeg selvfølgelig også... "Er jeg punkteret ? - nej, jeg hørte ikke noget knald fra hjulene", "Kørte jeg over noget ? - nej, der var ikke noget på vejen", "F...... osse, var der et hjulleje som brændte fast ?", "Mon ikke jeg bare skal stoppe her et øjeblik... ?"
Som tænkt så gjort. Midterrabatten var lige nøjagtigt Land Rover-bred, og der holdt jeg så et øjeblik med havariblinket tændt, mens morgentrafikken myldrede tæt forbi i begge retninger. Da der var hul i trafikken, kørte jeg i sikkerhed og gik lidt rundt om bilen. Jeg hev lidt i hjul mv. Hmm.. ingen umiddelbare fejl at konstatere.
Jeg kørte så videre de sidste 4-5 km uden problemer, alt imens jeg tænkte som en gal over hvad der kunne være sket...
En arbejdsdag får jo også en ende og man skal hjem. Nu er det sådan, at jeg bor nær Haslev og derfor har en køretur på ca 60 km hjem. Ville det gå ?
Umiddelbart ja, for det første stykke var der ingen mislyde eller problemer. Men... Jeg havde kun vovet mig 500 meter ud på motorvejen, før den var gal. Hele bilen snurrede som om jeg kørte på et vaskebrædt. Okay, ind til siden og ruske i hjulene igen. Denne gang var der ingen tvivl, - der var noget galt. Venstre forhjul kunne rokkes mere end godt var.
Jeg listede - til stor irritation for alle - med 50 km/t til nærmeste afkørsel og fandt en parkeringsplads, hvor jeg kunne kigge nærmere på bilen.
De sidste kontorfolk hos Realkredit Danmark kiggede noget, da jeg begyndte med HiLift og værktøj foran deres vinduer. - De var åbentbart ikke vant til at folk lavede nødreparationer på deres biler foran deres vinduer.
Men der holdt jeg altså og kæmpede en brav kamp med at stramme et forhjulsleje op. - Det er ikke nemt, når man kun har en hammer og en skruetrækker til rådighed.
En time senere var jeg kørende igen, og nu skulle det altså gå ad de mindre veje hjem. - Jeg kunne tydeligt huske Tømrer-John's historier om fastbrændte hjullejer, som medførte alvorlige havarier.
Jeg kørte afsted med 50 km/t - til endnu stor irritation for de bagvedkørende. Jeg kørte med radioen slukket og alle vinduer åbne, så jeg kunne høre hver en (mis)lyd fra bilen. Hvert andet øjeblik lød det som om 10 gale katte rev hinanden i halerne, og det andet øjeblik var der tyst som i graven - var det på dennes kant, at bilen kørte ??
Det var med nerverne udenpå og med et fast greb om rattet, at jeg trillede sydpå. Koncentrationen var i top og jeg var klar til at dreje kontra på 1/4 sekund, hvis forhjulet igen skulle blokere som i morges.
Jeg ventede hvert øjeblik, at politiet skulle stoppe mig og spørge, hvorfor jeg kørte så langsomt. Jeg regnede ikke med, at de ville synes om svaret "jo, jeg er bange for at min bil pludselig blokerer forhjulet og kører direkte over i de modkørende".
De ville sikkert mene, at jeg burde sætte bilen lige nøjagtigt der, hvor den var og komme hjem på anden vis. Men hvem pokker har lyst til at sætte sin elskede Land Rover (læs: gammel møgspand !) til spot og spe i vejkanten ?
Så jeg forberedte forsvarstalen, i tilfælde af at politiet stoppede mig. "Jo, jeg føler altså ligesom at der vil ske noget i dag, så jeg kører lidt forsigtigt" - og samtidig øvede jeg mig på at se enormt clairvoyant ud. - Jeg var klar, hvis de stoppede mig. - Men ingen stoppede mig, og jeg kunne i adstadigt tempo køre mod hjemmet.
Der var mange gange undervejs, hvor bilen var til salg. Heldigvis var klokken så mange, at alle bilforhandlere havde lukket. - Eller var jeg nok kommet hjem i en nyere, kun lettere brugt, Ford Escord.
Omkring Herfølge kom jeg forbi en gammel ensom VW-bobbel, som holdt i vejkanten med "til salg"-skiltet i forruden. Jeg var nær stoppet og havde byttet bil og sat skiltet over i Land Roveren.
Endelig nåede jeg hjem efter 1 1/2 time - og der holdt tidligere nævnte Tømrer-John sjovt nok i indkørslen. Han kunne nu fortælle, at den sikkert var helt gal...
Han fik desværre ret...
I løbet af aftenen har jeg skilt bilen ad og har kunnet konstatere, at det inderste hjulleje i venstre side er splittet ad i mange (rigtigt mange) dele, og at resterne af det er brændt fast i stub-akslen.
Normalt skal et hjulleje kunne trækkes af akslen med hænderne, men ikke en gang vold med hammer, mejsel og vinkelsliber har kunnet fjerne resterne af lejet fra akslen.
- Det ser ud til at blive dyrt !
Der er sent nu og klokken har passeret midnat for længst. Hvorfor jeg sådan haster med at fortælle denne historie, får du at vide om lidt.
Først vil jeg fortælle, at jeg udover at skifte stub-aksel og hjullejer også vælger at skifte drejeskål, pakdåser mv. da de faktisk lækker olie, og dette jo er en god anledning til at renovere tingene. - Det vil du kunne læse mere om en anden dag.
I morgen tidligt vil jeg ringe til Midtjydsk Reservedelslager og håbe på at de har alle de nødvendige dele hjemme, så jeg snart kan blive kørende igen.
Jeg har også været ovre hos naboen (der har aftenarbejde og en syg hund, der var i pleje hos bekendte - og derfor kom hun meget sent hjem) for at spørge, om vi kunne låne hendes bil i morgen. Helle, min kæreste, skal nemlig til jordmoder (jo, den er god nok, der er kun 7 dage tilbage...) og den slags bør man jo ikke forsømme.
Nu er jeg ved at nå til moralen i historien - grunden til at jeg nu, en time efter midnat sidder og skriver om min dags genvordigheder.
Moralen er: Hvorfor gøre i dag, hvad du kan vente med til i morgen.
Du har nok hørt den før, men den har vist sit værd igen.
Jeg har haft fire nye hjullejer liggende i en måned (for jeg vidste jo godt, at de burde skiftes).
Men: Hvis jeg ikke havde ventet, så ville jeg aldrig havde fået lejligheden til (læs: gidet) at skifte drejeskål, pakdåser mv.
Så ville jeg ikke ha' kunnet låne naboens bil og dermed spare brændstof - og jeg ville aldrig ha' kunnet fortælle dig denne historie.
Derfor: Skru ikke i dag - der bliver mere at skrue på i morgen; og måske er du heldig at ha' en god nabo.
