DANSK LAND-ROVER KLUB FORSIDE   INDHOLD   LOGIN   SØG   OPSLAGSTAVLE
SYDSJÆLLANDDenne del er kun for medlemmer
BILERNE
OPLEVELSERNE
KLUBBEN
Vores biler
Køb/salg
Identificering
Priser/specifikationer
Bilens historie
Fortæl selv

Det brede smil

(24-01-2002)

af Jesper Ellegaard

Mikkel Warming er en mand, der gennem sine tre år i Land Rover Klubben har haft en hel del biler mellem hænderne. Der har været en 109" fra 1980, en 90" 2,5 diesel fra 1984, en 90" 300 Tdi og nu senest en 110" Td5.
Alle biler har bragt stor køreglæde og at det nu er endt med en af de "nye" modeller skyldes hovedsageligt, at Mikkel skal have plads til den store Newfoundlænder, som tit er med, at der skal være plads til at overnatte i bilen og at Mikkel gerne finder på at hænge en bådtrailer bagpå bilen. Der er altså brug for en stor bil med masser af kræfter. Og det besidder en Td5 - Men Mikkel ville gerne lidt mere...

"Jeg havde læst om chip-tuning flere steder i brochurer og på internettet og fundet ud af, at der var mange måder at gøre det på. Jeg kontaktede en del værksteder i Danmark og Sverige for at sammenligne metoder og priser.
Efterhånden fandt jeg frem til, at der kunne blive tale om et HOPA by-pass modul, der ikke er en egentlig chip-tuning, men en diesel-optimering, hvor en lille boks korrigerer signalerne til motoren. HOPA gav nemlig garanti på motor og drivlinie efter montagen. Så denne optimering lød nogenlunde ufarlig. - Jeg var jo ikke interesseret i at ødelægge bilen.
Via et indlæg i Rover Forum fik jeg kontakt med Mikkel Fibiger fra Region Sydsjælland, der tidligere havde været ansat hos HOPA-importøren og nu arbejdede på et værksted, der kunne udføre optimeringen.

Elektronikken klar til montering. © copyright: Mikkel Warming Det var en af de første vintermorgener i december, jeg kørte mod Ringsted, hvor jeg havde aftalt at mødes med Mikkel Fibiger for at køre til værkstedet i Gørløse, hvor operationen skulle foregå. De seneste dage var spændingen vokset betydeligt....
Mikkel Fibiger kører selv Land Rover, hvilket var betrykkende. For når nu bilen skulle "under kniven", så var det rart at det var en Land Rover-mand, der skulle føre kniven.

Vi ankom til værkstedet, som var på et nedlagt landbrug langt nede af en grusvej. Bilen blev kørt indenfor og modulet og værktøjet pakket ud. Der var også en tekniker fra Lindgaard- Pedersen A/S (importøren af HOPA), der skulle vejlede ved installationen. Lindgaard-Pedersen sender altid en tekniker ud, når det er første gang et værksted skal montere et modul på en ny biltype.

Montering. © copyright: Mikkel Warming Sædepuden på højre forsæde blev afmonteret og der nedenunder sad styreboksen til motoren sammen med sikringerne.
Loddekolben kom frem og snart blev HOPA-modulets ledninger loddet på - en til hver cylinder og en plus og en stel. Modulet kom til at sidde lige ved siden af sikringsboksen.
Sædet blev hurtigt monteret igen, bilen blev startet og så var det tid til en prøvetur. Selve operationen tog et sted mellem en halv og hel time, så spændingen skulle snart blive udløst.

Jeg kørte selv bilen på prøveturen og Mikkel Fibiger var med som passagerer. Tilbage af grusvejen var der ikke meget at mærke. Starten på prøveturen var næsten skuffende, men det skyldes nok at spændingen og forventningerne var helt i top. Det var ikke blevet nogen racerbil at køre i, men efterhånden som jeg kom ud på asfalten og prøvede bilen i forskellige situationer, blev det sjovere og sjovere.
Da jeg senere på dagen kom hjem til Sydsjælland var smilet da også bredt. For det var en fornøjelse at kunne overhale i 5. gear fra 70 km/t - eller geare ned til 4. gear og trykke på pedalen og mærke hvordan den næsten skød afsted. Der var helt sikkert sket noget med bilen.
Jeg har efterfølgende ikke bemærket om brændstoføkonomien er forbedret, men forværret er den ihvertfald ikke. Og bilen er en helt anden på landevejen. Det er nu næsten som at køre i en personbil. Køreglæden er vokset en hel del.
Min seneste tanke har været, at det var som at komme fra en gammel Ferguson over i en Mini Cooper - men det er jo nok alligevel en overdrivelse.
Nu glæder jeg mig bare til at prøve dens nye kræfter i terrænnet.
"

Her sidder den så. © copyright: Mikkel Warming Som også tidligere artikler i Oasen har fortalt, så findes der forskellige metoder til at få flere kræfter ud af de nyere turbo-diesel-motorer. En af metoderne går ud på, at værkstedet går ind og redigerer i programmet, der styrer brændstofpumpen og indsprøjtningen.
En anden måde er at udskifte den chip, der indeholder programmet.
Eller også kan man montere et såkaldt by-pass modul, der fungerer ved at korrigere signalerne fra den originale styreenhed. Med et by-pass modul laver man således ikke indgreb og rettelser i den originale elektronik. By-pass modulet skulle heller ikke være i stand til at overskride de grænser, som fabrikken har fastlagt for de enkelte motorer.
Den originale styreenhed er ofte droslet ned for at imødekomme miljøkrav mv. Og by-pass modulet korrigerer signalerne, så denne neddrosling ophæves og motoren yder det maksimale, den er bygget til - altså ifølge HOPA.

Den tidligere omtalte garanti går ud på, at HOPA overtager fabriksgarantien på motor og drivlinie på biler under et år. Dvs. op til bilens første leveår eller 100.000 km. På nuværende tidspunkt har HOPA dog ikke taget stilling til EU's nye krav om bilfabrikkernes længere garanti.

Både Td5 og 300 Tdi kan optimeres med et by-pass modul.
På Land Rovere med 300 Tdi-motor, skal man, efter modulet er loddet på, ud på landevejen og have justeret modulet - modsat Td5-motoren, der er klar, så snart modulet er monteret. Forskellen er, at modulet til en Td5 er digitalt, hvorimod det til en 300 Tdi er et analog-modul. Analog-modulet koster lidt mindre end det digitale, men effektforøgelsen skulle være den samme. - Cirka +20% hk og +30-35% moment.
Mikkel Fibiger, der monterede modulet i Mikkel Warmings Td5 har følgende afsluttende kommentar:
"Man skal stadig huske på, at der er tale om en optimering af en diesel-motor, med henblik på et større moment. Og ikke en "tuning" af en Opel Manta til banebrug. Hestene er uden større betydning, de kommer som "biprodukt", som følge af større moment. Specielt i Land Rover sammenhæng, er det evnen til at sejtrække, lettere kørsel med trailer og kørsel i terræn, der er spændende. Det er her, der er brug for lidt overskud. Jeg mener, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at man ikke får en racerbil, ved at montere et HOPA-modul og det er uanset om det er en VW Passat TDi eller en Land Rover. Man oplever en mere frisk bil og kan i mange tilfælde spare et gearskift."

Læsernes kommentarer
Kommentar | Jesper Ellegaard | 28-01-2002 02:09:00
Hej Eddie.
Jeg må være dig svar skyldig, hvad angår mulighederne med manual/automatisk gearkasse.

/JEsper


kommentar | Eddie Mose | 25-01-2002 09:11:00
Hej Jesper

Sidst jeg talte med dem hos HOPA, der sagde han, at det kun var automatgearsbilerne der kan. Mig bekendt er der ikke nogen elektronisk motorstyring på 300 TDi (hvis den ikke er med automatgear)


Svar til Eddie | Jesper Ellegaard | 25-01-2002 00:18:00
Hej Eddie
Det skulle være alle 300 Tdi der kan optimeres med et analog Hopa-modul.


kommentar | Eddie Mose | 24-01-2002 23:12:00
Det lyder spændende, håber at høre mere når du har nogle flere erfaringer fra dagligt brug. Men jeg har et spørgsmål, der står at også 300 TDi kan have gavn af denne øvelse, men er det ikke kun de Land Rover med en 300 TDi der er leveret med automatgear der har en styreboks hvorpå øvelsen kan foretages?

Har du lyst til at kommentere siden ? Tryk her

Copyright © 1999-2024 by dlrk-ssj.dk. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.