DANSK LAND-ROVER KLUB FORSIDE   INDHOLD   LOGIN   SØG   OPSLAGSTAVLE
SYDSJÆLLANDDenne del er kun for medlemmer
BILERNE
OPLEVELSERNE
KLUBBEN
Arrangementer
Kalender
Rejsetips
Terrænkørsel
Bilen
Fortæl selv

Dansken kommer! - 1. del

(17-09-2002)

af Søren Eriksen

Dansken kommer!
Gotfred var gennem længere tid varm på en SUZUKI 4WD, men blev dog overbevist om Landroverens fortræffeligheder. Det bedste argument var serie bilernes reservedels priser! Vi fandt en passende 88" på hvide plader, en dieselmotor og nogle ekstra sæder. Hans to piger skulle der være plads til, dertil en hund og en rygsæk.

Hermed var grundlaget ok. Nu skulle vi sgu på ferie med alle tøserne. "Vi" dækker over tre gamle krigere med en del patruljeerfaring. Netop denne erfaring skulle danne grundlaget for en biltur på usete veje efter kort og kompas, overnatning i det fri og en masse gamle løgnehistorier i bålets skær. "Tøserne" dækker over fire døtre i alderen 2 til 5. Hermed skulle chancen for et møde med en skøn svensk jente, være lige så stor som solskin i den danske sommer. Det er sikkert ikke så attraktivt at vikingen allerede har stiftet familie og hans børn render omkring og vil have dit og dat.
Dagen inden afgang gjorde vi et større eftersyn på begge biler. Motorolie skiftet, gearkassen toppet op, svirvelhus fik ligeledes samt et skud i alle smørenipler. Væskestand kontrolleret, lys, ekstra lys osv.

Hård valuta
Aftalen skulle være kl. 10.00, men når der er børn med i "gamet" er der altid visse usikkerheder. Kl. 10.30 startede banditten med et tilfredst brøl efterfulgt af en rystetur, som en løve der lige skal ryste støvet af sig. Konen stod på trappen og gav mig de sidste kærlige ord med på vejen : "Nu kommer hun hel hjem, husk at bruge vaskekluden, har du telefon med? - Næ det havde jeg ikke, men hun kunne vel lige hente den? Vi trillede truende ud på vejen mens naboerne pænt holdt tilbage for de to højt belagte kampvogne. Jeg ved at ordet "legebarn" og andre synonymer er fløjet over hækken, men når det er vinter og selv samme nabo skal trækkes fri af en drive, spares der ikke på superlativerne.

© copyright Søren Eriksen Efter en times kørsel samlede vi Daniel og hans æt op. Vi skulle vi generobre Skåne, men først lige ind på McDonald's. Efter et måltid, der var hurtigere spist end den tid det tog at bestille, kørte vi over broen og stoppede naturligvis ved det første militære överskötslager, lige efter Lund. Jeg har store erfaringer udi indkøb på disse lagre. Den hårde danske valuta er vel set, specielt når de selv hulmursisolerer med svenske sedler. Varens pris blev ganget med 0.80! Det var nogle gode køb vi gjorde. En spændende bog om overlevelse i vinteren kostede 60, men vi slap med 48 danske.
Vi rystede videre af svenske veje indtil min tørstige benzin LR sendte en sort røgsky ud, tanken var næsten tom og et par cylindre fik ikke den benzin de skulle have. Imens jeg fyldte op stod Gotfred og grinede smørret, hans diesel havde ikke brugt mere end 3/5. Undervejs kunne jeg oven i købet konstatere at koblingen fedtede. Men herfra gik de næste to timer af snoede grusveje til Karstansmåla ved Ryd. Den sidste del gik langs Mørrumsåen og jeg fornemmede lidt kløe i fluefiskerarmen. Fiskestængerne, til både store og små (mennesker), sad på taget i "giv agt" klar stilling.

Endelig nåede vi frem til Stensjön. Bilerne blev parkeret således, at en presenning udspændt mellem bilerne fungerede som læ og ly ved vores spisebord fra Harald Nyborg. I stadig voldsommere hast og antal havde myggene og deres elitekorps (Knot) lokaliseret vores position. Et bål blev derfor opprioriteret for at holde dem lidt på afstand. Ikke så snart bredte sig duften af pølser og brød ud over søen. Først blev børnene spist af dernæst lagt i seng. Først ved 22 tiden spiste vi samtidig med at en blinklys, lys og horn kontakt blev skiftet. Jeg selv skiftede en modstand, således at temperaturmåler og benzinmåler atter fungerede. Vi nappede en, to eller tre fyraftens øl inden vi krøb i posen.

Regn og kaffe
Jeg vågnede tidligt og sprang i søen. Den var meget kold og jeg fortrød i det sekund jeg ramte vandet. Min prusten og stønnen vækkede resten af lejren. Efter morgenmaden og en ny pakning af Landroverne fortsatte vi mod Växjö. Denne gang var pakningen blot forbedret en del. For hver gang der pakkes, bliver resultatet bedre. Solen skinnede nogle timer indtil vi stoppede for at campere, så åbnede sluserne. Vi kørte rundt i temmelig tæt skov og hver gang bilerne hørte i huller, når bladfjedrene skreg og bilerne tippede faretruende, så hylede tøserne af fryd. Det var en del år siden en "timberjack" sidst havde kørt på stierne, så vi følte os lidt som pionerer. Trods gode kortlæsnings egenskaber, havde jeg monteret en håndholdt GPSér under soltaget. Den var igen forbundet til en bærbar PCér med et godt kortprogram. Det digitale kort var købt af det svenske "Kartverket" netop til denne tur. Selvfølgelig blev den brugt i ny og næ, men herinde i urskoven kunne modtageren ikke få signal.

© copyright Søren Eriksen Endelig kørte jeg over en sten og ned i en lille bæk! Umiddelbart så det ikke for godt ud, men med en det arbejde med rat og gear, lykkedes det at komme over. Vi fortsatte gennem skoven og ud på fast vej igen. Endelig lykkedes det at finde et godt sted. Vi steg ud og modtog herrens lovprisning, for en vel udført kørsel, i form af et regnvejr. Men gratis bilvask er en kærkommen og sjælden begivenhed. Lyn hurtigt spændte vi to presenninger ud mellem Landroverne og foldede campingbordet ud. Endnu en gang syntes prisen for dette bord meget rimelig. Alle tøserne blev bænket og bespist. Et par noget ældre piger gled forbi i en robåd. De lurede noget på tre, lidt for kortklippede, mænd med en horde af unger siddende. I hvert tilfælde blev de svenske damer så konfuse at robåden måtte sejle baglæns, blot for at få det hele med. Vi vinkede pænt og kommenterede højt deres sejlkundskaber.

Teltene blev opstillet og kaffekogeren fundet frem. Jeg havde medbragt min høj eksplosive benzin drevne turbo brænder, for at sikre en hurtig kop kaffe. Selve brænderen kræver en god portion indlevelse og føling at tænde op. En fejlbetjening resulterer i sorte gryder, afsvedne øjenbryn og kan forvandle selv den mest idylliske lejrplads til et flammehav. Af samme årsag holdt mine rejse kammerater snitterne for sig selv. Desværre var brænderen løbet tør for "raket fuel" og skulle igen fodres. Nu er det en smal sag at hælde benzin ned i det lille hul, på størrelse med en 25 øre, hvis man har en lille dunk og en passende tragt. Men med en Jerrycan er problematikken anderledes. Endnu engang måtte vi takke englænderne for deres simple og solide sIII. Jeg åbnede hjelmen og løsnede spændebåndet på brændstofslangen, der hvor den er påsat karburatoren. Slangen passede fint i hullet på brænderens tank og minsandten om ikke tanken stod fint på udstødningsmanifolden! Efter 10-15 pump på den manuelle benzinpumpe, var tanken fuld - voila!

Som dagen forsvandt, forsvandt der også et par fisk fra åen. Ungerne syntes aldrig at blive trætte af denne aktivitet. Endelig faldt der ro over lejren. Et par "blå dåser" fandt vejen frem til bordet. Som en fast rutine gik vi begge biler igennem. Gotfred kunne konstatere at olieforbruget var faldet efter en påfyldning med to liter "Swedol". Jeg formoder at utætte pakninger bliver stoppet til med teflon partikler? Ellers havde Landyerne klaret dagens kost uden suk. Min kobling fedtede stadig, men uden reservedele gad jeg ikke spekulere over det - men mon ikke (bremse)belægningerne på koblings pladen (flyweel) var ved at være væk?

Cola er sagen
Växjö lå ikke langt væk. Allerede nu glædede jeg mig til at gense overskudslageret. Måske havde de noget spændende? Idet vi forventede en relativ kort dag bag rattet, besluttede jeg at det var tid til at vaske lidt tøj. Brænderen arbejdede på højtryk for at varme nok vand til projektet. Imens fandt jeg min blå paktønde frem. Den havde tjent mig godt under mange kanoture og nu skulle den udgøre en 30 liters vaskemaskine. Sæbe og vand samt tøj, op på tagbagagebæreret og en tur i kuperet terræn.

Ved middagstid var lejren sløjfet og frokosten konsumeret. Igen satte kortegen i bevægelse. Foran lå en dejlig og fedtet bakke og ventede. Som en standard procedure kørte jeg som spejder (stifinder) og Gotfred flugte efter i syns afstand. Friløbsnavene var låst og gearvalget faldt på anden lav. Radioen, eller mere populært walkien, var tændt på korrekte frekvens. Bakken blev ædt i roligt tempo. Jeg hoppede ud og slot friløbsnavet til og satte kursen øst over. I bakspejlet forblev der tomt? Samtidig med at jeg bremsede ned knitrede radioen. Jeg greb "miken" og svarede: "Gentag signal". Straks efter var Gotfred i æteren: "Problemer med bagerste seler, vent - slut". Det var nu nemt at gætte at ungerne havde startet en mindre krig på bagsæderne og nu blev flyttet rundt. Straks efter var Gotfred igen på radioen med: "ETA 0 5 mike". For ikke engelskskolede militære personer, er dette sort snak. Men jeg vidste at problemet snart var løst og han forventede at ankomme om fem minutter.

Efter en kort tur, samt et af mine utallige stop ved benzinstationer, stod vi foran overskudslageret. Der var ikke rigtigt noget spændende, men et par tallerkner i rustfrit "unbreakeble" stål, fandt vejen frem til disken. Daniel stod som sædvanlig og lappede cola i sig. Umiddelbart drikker han mere cola dagligt end McDonalds langer over disken på en uge. CocaCola er verdenskendt for sin smag, men den skulle også være god for maveproblemer! Men her stopper anvendelsen ikke! Engang peb min kilrem og en sjat cola afhjalp problemet øjeblikkeligt. Nu barslede vi med ideen om at smide en cola ned i "klokken" til koblingen. Måske ville den fedtede cola fjerne eventuelt olie fra koblingspladen samt lave en karamelagtig klæbrig masse, der skulle lave forbedret kontakt? Men udsigten til en længere aktion med afmontering af dørkplader mv., satte projektet i bero. Pludselig kom jeg i tanke om drænhullet i bunden. Det er jo netop her vand ikke skal ind under terrænkørsel, derfor er der en prop til hullet. Huller er normalt åbent og relativt let tilgængeligt. Jeg nappede en cola og et sugerør. Med motoren kørende og munden fuld af cola, kravlede jeg under bilen. Sugerøret blev sat i hullet og jeg pustede en mundfuld cola ind! Daniel satte i gear og arbejdede forsigtigt med koblingen. Endnu en mundfuld fandt vej ind.
Om det var naiv optimisme eller virkelighed ved jeg ikke, men jeg fornemmede bedre bid i koblingen og mindre fedteri. En varm tanke blev sendt til CocaCola. Daniel var naturligvis fornærmet over, at jeg ikke engang gad at drikke resten af dåsen.

Efter Växjö fortsatte vi nord på. Hjemmefra var lovet et besøg i Vimmerby i "Astrid Lindgreens verden", klippeklatring og en masse badeture, for at opretholde motivationen for de yngste deltagere. Tydeligvis var det netop Vimmerby der var mest frygtet af fædrene. Men vi nåede Ädelfors ved Emåen ved spisetid. Det sidste stykke måtte recces til fods inden køretøjerne blev kaldt frem. Underlaget så flere steder meget blødt ud og bilerne var godt læsset, så vi tog ingen chancer. På rekordtid blev lejren etableret og maden snurrede i gryden. "Gryden" er måske en underdrivelse af den størrelse, her er nærmere tale om et mindre ædetrug for elefanter, lavet i støbejern og velegnet til styrketræning. Men idet vores daglige aktivitetsniveau er højt, skal der en del til at mætte. Ungerne tog deres del først, hvorefter Daniel fik en sjat. Dermed gik startskuddet for Gotfreds og mit mad maraton. Veltilpas drak vi endnu en kop kaffe og puttede vores respektive døtre. Fiskestangen blev fundet frem og en lækker tørflue sat på linen. Vi fiskede nogle timer, indtil vi var trætte af at pille aborrer af krogen. Knot og myg gjorde også fiskeriet lettere anspændt, så vi trak hen til bålet og tog livet af et par "blå dåser".

Helvede tur retur
Vimmerby lå ret forude og spændingen steg et par grader da Julie (min datter) spottede de første billeder af Pippi Langstrømpe. Samtidig havde solen godt fat og køen tiltog. Jeg åbnede døren og den todelte bagklap således at den indbyggede aircondition gjorde klimaet tåleligt. Vi parkerede nøjagtigt på linie, således at parkeringsvagten kneb en lille tåre af fryd. Noget modvilligt betalte vi en større sum penge for at betræde området. Strakt efter skulle ungerne besøge samtlige aktiviteter.

© copyright Søren Eriksen Ved frokosttid var det så varmt at vi tog en lur i skyggen. Endelig var ungerne så trætte at de måtte bæres ud. Som sædvanlig ventede der et par stegende LandRovere. Gotfred og Jeg var først på pladsen og flyttede bilerne i skyggen, herefter skiftedes vi til at stå på taget med en kikkert for at spotte Daniel, idet han ikke kendte vores nye position. Langt om længe indfandt han sig og vi stak halen mellem benene. Efter 30 minutters kørsel fandt vi en nydelig lejrplads på en lille bakke ved en stor sø.

Herfra kunne vi se ud over søen og senere nyde en solnedgang. Ungerne fiskede og badede. Lidt derfra løb en lille bæk med drikkeklart vand, så en mand med en 20 liters dunk blev beordret ud til vand afhentning. Vi besluttede at blive lidt længere i lejren, således at vi først kørte efter en grundig afvaskning af alle mand, med varmt vand og sæbe.
Jeg var atter på vippen til en lille tøjvask, da jeg hørte en kedelig hvislen fra det ene forhjul. Det var nu klart at tøjvasken måtte vente. Heldigvis havde vi etableret lejren og highliften lå derfor tilgængelig. Med hjælp fra liften blev hjulet afmonteret og dækker krænget af fælgen. Lappegrejet kom frem og på bedste cykellapnings manér blev hullet lappet. Det krævede dog en del mere arbejde fra flere hænder, før dækket igen kom på plads på fælgen.

Fortsættelse følger...

Læsernes kommentarer

Der er endnu ingen, der har kommenteret denne side

Har du lyst til at kommentere siden ? Tryk her
Copyright © 1999-2021 by dlrk-ssj.dk. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.