DANSK LAND-ROVER KLUB FORSIDE   INDHOLD   LOGIN   SØG   OPSLAGSTAVLE
SYDSJÆLLANDDenne del er kun for medlemmer
BILERNE
OPLEVELSERNE
KLUBBEN
Arrangementer
Kalender
Rejsetips
Terrænkørsel
Bilen
Fortæl selv

Rejseberetning fra min tur til subkontinentet i Oktober 2000.

(05-10-2000)

af Casper J. Kristiansen

For et par år siden besluttede jeg, efter at have læst om en lignende tur i LRO Magazine, at jeg ville med Land Rover overland til Indien. Indien var det naturlige mål, fordi man stort set ikke kan komme længere overland, og Land Rover den naturlige bil, fordi den ville kunne klare turen - og for mig den eneste rigtige bil til en sådan tur.
Jeg gik så på udkig efter en passende bil og havde besluttet, at det skulle være en ældre model, pga charmen og den simple teknik. I Den Blå Avis fandt jeg så min drømmebil. "Rumle" (som den allerede hed) var en Serie 2a 109" benziner fra 1964, der havde varet Falck-bil i den første del af sit liv og derfor var i forbavsende god stand og med få kilometer på bagen.
Jeg brugte det meste af min fritid det næste halve års tid på at gå det meste igennem og få udbedret, hvad der var nødvendigt. Da "Rumle" var blevet gået igennem fra A-Z og var gået gennem syn uden anmærkninger, begyndte jeg at indrette ladrummet, så jeg kunne sove, lave mad og have al min oppakning og reservedele. Det tog et par forsøg, inden jeg besluttede, at jeg nu havde den rigtige løsning. Jeg fik ordnet alt papirarbejdet og sagde mit mit job op, og den 21. maj startede jeg så fra Skælskør, på nye parabolske fjedre jeg havde sat på natten inden. En underlig fornemmelse er det at udleve noget man har planlagt i mere end et år og brugt så mange timer på.

Europa blev hurtigt passeret med Rumle i Overdrive og nålen oppe på 90 km/t. Fra Venedig tog jeg færgen til Grækenland, da jeg helst ville undgå Balkan og de tidligere østlande, pga. sikkerheden.

"En I Grækenland skruede jeg ned for tempoet og nød naturen og de gamle ruiner i et par uger. Undervejs rundt i det græske begyndte der at komme underlige lyde fra transmisionen. Jeg kunne ikke umiddelbart se, hvad problemmet var, så jeg fortsatte indtil jeg uden tvivl og med en efterhånden meget vibrerende Land Rover så, at det bagerste kardankryds var totalt sprængt. De nye fjedre må have givet kardanen en anden vinkel, som den ikke har varet vant til, og det må have været nok til at ødelægge "krydset". Jeg pillede den bageste kardan af, og satte træk på alle 4, så i en forhjulstrukket LR begav jeg mig så på udkig efter et værksted, der kunne sætte et nyt kryds i.
Jeg fandt hurtigt en lille biks, hvor de inden længe fik sat et nyt kryds i - under indtagelse af masser af græsk kaffe. Videre gik min tur gennem det nordlige Grækenland til Tyrkiet og Istanbuls kaos. At komme til Istanbul i en stor og klodset LR samt at skulle finde vej alene er ikke særlig nemt, men efter en del timer og uden nogen buler fandt jeg dog et stille kvarter, hvor jeg kunne parkere Rumle foran et hotel. Den næste uges tid lod jeg så bilen stå og hvile og kom istedet rundt til fods. Fra Istanbul gik turen ned langs Agaerkysten til Middelhavet, hvor jeg i byen Kas fandt en campingplads, hvor jeg kunne holde med havudsigt og nyde denne uturistede del af Tyrkiet. I Kas mødte jeg et tysk (det er altid tyskere man møder) par, som også var på vej til Indien, men de havde andre planer i Tyrkiet, så jeg drog videre alene. Rumle var udstyret med Kenlowe el-ventilator istedet for den motordrevne, men selvom Kenlowen kørte hele tiden, var den ikke kraftig nok til det varme vejr, så jeg satte den normale ventilator på, og det løste problemet, da Kenlowen kunne hjælpe til, når det virklig gik opad. Efter Kas ventede Cappadocia i det centrale Tyrkiet, der med sit sjove landskab får det til at ligne en filmkulisse. I hundredevis af "sukkertoppe" i 10-15 meters højde som er udhulede til beboelse og hoteller samt masser af andre sjove stenformationer. Derefter ventede den østlige Anatolien og Kurdistan, som er meget anderledes end det vestlige Tyrkiet Alle steder man kommer hen, bliver man budt på the, selv når man bare fylder benzin på bilen. I den sidste Tyrkiske by inden den iranske grænse mødte jeg en backpacker fra Australien, der også var på vej til Iran, så vi besluttede at gøre turen sammen.
Nu skulle jeg pludselig vende mig til ikke at være alene i Rumle længere, men selskabet var selvfølgeligt meget rart efter så lang tid alene bag rattet. Det tog mig ikke lang tid at finde ud af, at Iran er paradis for enhver LR ejer. Da jeg fyldte tanken den første gang og tankpasseren sagde, at prisen var, hvad der svarede til 12 kroner, troede jeg han lavede grin med mig, for jeg havde fyldt mere end 40 liter på. Men det gjorde han ikke, for prisen er ca. 30 øre literen, så benzinøkonomi blev totalt ligegyldigt. Ud over det billige brændstof ser man alle steder Land Roverer, hovedsagligt gamle serie 3 swb, så reservedele er til at få alle steder. Da jeg fik kigget nærmere på nogen af disse Land Roverer kunne jeg se at de var licens bygget i Iran, men var magen til de spanske Santana modeller. Men det var en behaglighed at vide, at man altid kan få reservedele - originale eller ej.

"Sanddyner Vi tog turen til det nordøstlige Iran til byen Mashard, hvor vi for første gang kom i kontakt med de frygtede myndigheder, da de en morgen (meget tidligt) kom til hotellet og vækkede os, hvorefter der ventede et mindre forhør. Men på grund af at deres engelsk var så dårligt, blev det aldrig ubehageligt og kort tid efter fik vi lov at gå. Hotellerne er så billige i Iran, at det ikke kan betale sig at campere, selvom det er sikkert nok, og nu da vi var to i bilen (som er indrettet til een) ville lidt af komforten nok også gå af.
Efter Mashard ventede den første rigtige udfordring for Rumle. Vi skulle krydse den ørken, der udgør det meste af det centrale Iran - en tur på ca. 1300 kilometer og med een by ca. halvvejs, så alle jerrycans og vandtanke blev fyldt, og vi begav os ud på eventyret. GPS havde selvfølgelig været en rar ting at have, men jeg havde besluttet at alt, hvad jeg tog med (bortset fra radioen), skulle være i "ånd" med bilen, så kort og kompas var vores eneste hjælp. Men det viste sig ikke at vare noget problem at finde vej.

"Rumle Det meste af Lut ørknen er "semi-ørken", dvs. med lav bevoksning og en del sten, men der var også lange stræk med store sanddyner, som vi så vidt muligt prøvede at undgå, da det ikke ville være det bedste sted at sidde fast. Et par stykker fik vi dog forceret uden problemer, med lavt dæktryk og træk på alle 4, og jeg var positivt overrasket over de nye BFGoodrich All-Terrain TA, jeg havde sat på inden afrejsen.
Lidt over to dage med kørsel fra solopgang til solnedgang tog det, og vi var sikkert fremme i byen Yadz. Her foretog jeg det første olieskift på et lille værksted. Filtre havde jeg selv med hjemmefra, men olien og arbejdslønnen til mekanikeren skulle betales og det løb op i hele 30 kroner for næsten en times arbejde og en ny portion olie.

Efter et par dage i Yadz og så videre til Esfarhan med sin ældgamle bazar og sine kobbersmede, videre til Shiraz og Persepolis, hvor jeg igen mødte tyskerne fra Kas. Vi besluttede at danne konvoj og kørte til den Pakistanske grænse sammen. Forinden havde jeg sagt farvel til min australske rejsefælle, og kunne nu igen nyde at være alene med min Land Rover, som bare kørte derudaf.
Kort inden den pakistanske grænse blev vi sat fast af politiet i ca 5 timer, da de sagde vi skulle have politiescort de sidste 300 kilometer til grænsen, fordi der var mange smuglerbander i området.
Escorten kom ikke, men da vi begyndte at tale med store ord og nævne ambassaden, lod de os køre uden escorten. Nu var der gået så lang tid med ingenting, at det ville være mørkt og nu virkeligt farligt at køre turen, men vi holdt godt på, og 2 timer efter solnedgang fandt vi grænsen, hvor vi kunne overnatte. Efter grænsen ventede ca 600 km. gennem ørkenen, men på forholdsvis banet vej, så efter 2 dage var vi fremme i byen Quetta, hvor jeg fik mit første indtryk af subkontinentets lugt (stank), larm og fuldstændige virvar.

"En Fra Quetta kørte vi først lidt nordpå langs den Afganske grænse. Vi havde hørt at det krævede en særlig tilladelse (som vi ikke havde), men vi ville se, hvor langt vi kunne komme. Denne rute går nemlig gennem stammeområderne, som stort set er lovløse, og alle mand med respekt for sig selv har en AK-47 over skulderen. Vi blev ikke sendt tilbage, så vi fortsatte, og det viste sig, at hvad der på vores kort var en normal vej overhoved ikke var noget der lignede en vej. Nu stod den så på rigtig off-road kørsel, som jeg kunne unde mange af jer hjemme i klubben, men Rumle tog det hele i strakt arm, uden at sidde fast een eneste gang. Tyskeren måtte dog have hjælp et par gange, men heller ikke det viste sig at være et problem for Rumle. I tre dage stod dette off-road show på, og vi banede os vej med ca. 100 km om dagen, selvom vi sad i bilerne i 11 timer hver dag.
Der var ca. 50 kryds af en rimelig stor flod med masser af vand, utallige mudderhuller som virkede totalt bundløse, og alt andet tænkeligt, der gør det sjovt at eje en Land Rover. Efter mudder showet endte vi i byen Pershawa ved foden af det berygtede Khyber Pas, der danner grænse til Afganistan. Vi tilbragte en uges tid i Pershawa for at komme os lidt oven på den hårde køretur, og fordi tyskernes Mercedes skulle på værksted og have skiftet alle støddæmpere og rettet styretøjet op efter de foregående dages stabadser, der dog ikke havde gjort noget indtryk på Rumle, som kun så lidt mere barsk ud, fordi den var dækket af mudder fra bund til top.

"Mindre Så begav vi os videre mod nord til bjergene og lidt køligere luft. Vi slog os først ned i Swat Valley i nogle dage, men det skulle vi aldrig have gjort da det nær havde betydet enden for vores videre færd. Vores tur til Swat faldt nemlig sammen med uafhængighedsdagen, og den blev fejret med et såkaldt musikshow på det hotel, vi camperede uden for.
Pludselig i løbet af aftenen lød der skud udenfor og først troede vi "bare", at de skød op i luften. Men det viste sig at være en gruppe fundamentalister fra en anden bjergskråning, der beskød hotellet. Og der gik ikke mange øjeblikke inden de fleste hotelgæster stod med en AK-47 i hånden og besvarede ilden. Så der sad vi så - tyskerne i deres bil og jeg i Rumle - med kuglerne flyvende om ørene på os, uden at vi kunne gøre anden end at krybe længere ned i soveposerne. Efter et par timers ildkamp stilnede skudene af, og et par pakistanske mand var tydeligvis blevet ramt, da de løb skrigende rundt udenfor. Vi fik dog lidt søvn, selvom øjne og ører opfattede selv den mindste lyd.
Næste morgen viste det sig, at vi var blevet truffet af nogle af kuglerne, men heldigvis kun bilerne, selvom en kugle havde passeret mindre end en halv meter forbi den ene tyskers hoved. Skudhuller og et enkelt projektil blev vores håndgribelige minder fra denne nat, som jeg tror vi alle godt kunne have levet uden. Da vi forlod Swat og satte næsen mod The Karakorum Highway (KKH), begyndte koblingen at opføre sig underligt. Når jeg slap pedalen lød det som om, der sivede luft et eller andet sted, og der var lidt forsinkelse på at pladerne fik rigtig fat i hinanden. Det var dog ikke værre end at jeg kunne fortsætte et par dage, indtil vi fandt et rart sted halvvejs oppe ad KKH, hvor jeg kunne gå igang med at skiftet, hvad der var nødvendigt.
Det viste sig at være slavecylinderen, der tog luft ind - dog uden at der løb væske ud af betydning, men den blev skiftet sammen med flexslangen. Begge dele havde jeg med hjemmefra, så det tog ikke lang tid, inden Rumle igen var klar til udfordringer - og det var, hvad der ventede - den største udfordring af alle!

"Rimle The Khunjerab Pass er med sine omkring 5000 meter en af verdens højst beligende veje og udgør også grænsen til Kina. Det er ikke fordi passet er så forfærdelig stejlt sammenlignet med andre på disse breddegrader, men den tynde luft gør, at det er svært at trække vejret både for mand og maskine. Rumle gav da også nogle mærkelige lyde fra sig og gearkassen fik børstet en god gang tænder, da mellemgassen var svær at få til at passe, nu da moteren ikke ville tage omdrejninger, som den normalt gør. Og de 77 hk, der engang var til rådighed, var reduceret til et antal, der kun gjorde det muligt at komme frem med speederen trådt halvvejs ud gennem gulvpladen. Men til toppen kom vi (med en benzin økonomi der sagde 2 km/liter), og jeg fik taget det bevisende billede fra den kinesiske side af grænsebommen, men længere kom vi ikke ind i Kina. Så vi vendte snuden og begav os ned gennem passets hårnåle.
På toppen måtte jeg opfinde et standgas system bestående af en pind mellem speederen og sædet, da tomgangen var fuldstændig væk, og det pga. trykket er meget svært at starte motoren, hvis den først går ud. Vi begav os så langsomt ned ad KKH igen mod Islamabad, hvor jeg ville have lavet mit visa til Iran, så jeg ikke skulle til at tænke på det på hjemturen. Her foretog jeg service, blandt andet skiftede og rensede jeg benzinfiltrene, men da jeg ville starte igen, kunne pumpen ikke lave nok tryk til at få luften ud af systemet. Endnu engang var jeg heldig, at jeg havde de fornødne reservedele med, nemlig et repsæt til pumpen. Så jeg begav mig igang med at renovere pumpen.
Da jeg fik skildt pumpen ad, var den anderledes end både Haynes manualen og delene i repsættet, men jeg fik da sat delene sammen, så den igen kom til at virke og kunne levere brændstoffet. Efter et par dage fik jeg da også udstedt mit visum, men datoen det udløb, var knap to måneder for tidligt, så med et blev min tur forkortet med ca. to måneder. Der var intet andet at gøre end at acceptere, så det gjorde jeg og begav mig derfor rimelig hurtigt til Indien, hvor min tid nu var ganske begrænset. Men jeg fik da set lidt af det virvar som Indien er. Trafikken var værre end i Pakistan, selvom jeg ikke troede det var muligt, men Rumle fylder heldigvis godt i gadebilledet og den mindre viger fra den større, så de fleste gange kunne jeg holde mig på vejen og lade de lokale tage rabatten. Så efter et par uger i Indiens kaos var jeg pga det iranske visa nødsaget til at vende næsen hjemad. Turen hjem har hovedsagligt været transit, kun med længere stop i de byer jeg syntes bedst om fra udturen. For desværre er man nødsaget til at køre på de stort set samme veje, da der de fleste steder ikke er nogle alternative muligheder. Nu er jeg så lige ved at være nået til Danmark med et hoved fuld af oplevelser og indtryk og med en Land Rover, der stadig kører som altid omend det sikkert også har taget hårdt på den gamle mekanik.

Inden jeg tog afsted, var der en del, der sagde, at jeg aldrig ville nå Indien i den gamle spand og sikkert ikke engang den tyske grænse. Men med tre nedbrud på over 30.000 kilometer i en 35 år gammel bil kan jeg vel lukke munden på de fleste, der tror en Land Rover ikke holder. Måske har jeg også haft en god portion held bl.a. iform af, at jeg ikke har haft een eneste punktering og har haft lige præcis de rigtige reservedele med (bortset fra udformningen af pumpen). Men jeg kan kun anbefale alle, der ejer en Land Rover, til at få den startet op og begive sig ud i verden, for det er det, vores biler er bygget til og det de er bedst til.

Hvis der skulle være nogen, der vil høre mere om min tur, se billeder eller have gode råd om papirer, ruter el lign. så vær velkommen til at kontakte mig: lltuzzen@hotmail.com

Mange hilsner fra Casper, Og Rumle

Læsernes kommentarer
Dejlig tur | Simon Skaarup | 11-01-2009 19:22:36
Det kribler noget i speederfoden, når man læser sådan en dejlig beretning.
Jeg er godt nok ikke LARO-mand, men jeg har selv været på nogle lange ture med emin 2CV.


Lysten melder sig igen... | Jesper Ellegaard | 13-01-2002 03:33:00
Når man læser om andres rejser og vilde oplevelser i Land Roveren, så er man altså klar til at sælge det hele og tage afsted (igen) ...
Vi ses derude i den store verden - en dag...

Har du lyst til at kommentere siden ? Tryk her

Copyright © 1999-2021 by dlrk-ssj.dk. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.