| DANSK LAND-ROVER KLUB | FORSIDE INDHOLD LOGIN SØG OPSLAGSTAVLE | ||
af Simone Christiansen
Lørdag d. 12 juli forlod vi Brisbane kl 16 og i halvmørke kørte vi mod nord. Godt ude af byen sagde GPS damen at vi skulle forlade Bruce Highway (den var ellers så nem at følge) så vi kørte ud af små veje, med og uden asfalt gennem natten. Køer og kænguruer blev set i vejkanten. Søndagen gik og mandagen med, på Bruce. Mandag eftermiddag stod vi så Cairns hos Ironman for at hente de to tagtelte vi ikke fik i Brisbane, da butikken ikke havde åbent om lørdagen. Men tagtelte havde de ingen af, men tagteltene ville være der fredag. Så ville han komme og åbne butikken for os, for egentlig var det en lokal helligdag. Så vi drog af til Cape Tribulation og blev færget over Daintree River og kørte så i mørke gennem regnskov af snoede små - men dog asfalt belagte -veje, ud for at finde den campingplads jeg havde spottet på nettet derhjemme. Den fandt vi så, men der skulle man have booket i forvejen. PK jungelvillage (et rigtigt sjovt Backpacker sted) blev vores redning. Det viste sig nemlig at de havde haft rigtig megen regn og at teltpladserne var så våde, at det var umuligt at slå telte op (og vi havde jo to små og ikke særligt velegnede telte til vådt vejr) så vi tog et rum med 3 etagesenge for 2 nætter. Næste dag var det næsten fint vejr og vi kørte ud i skoven dertil hvor alm. biler ikke måtte køre længere. Det gjorde vi nu heller ikke, da Sille og Søren skulle afsted på ridetur. Otto, Anton og jeg skulle smage eksotiske frugter og det var frugter vi aldrig havde smagt før. Alle var spiselige, men nogle smagte bedre end andre. Turen tilbage til Cairns var meget flot i dagslys, men for pokker hvor er der lange afstande. Især når man hele tiden gerne vil standse og se nærmere på tingene. Tilbage i Cairns onsdag aften og på "Holiday Coconut Resort" der blev 90´erens hjem de næste to dage, da 110´eren kørte rundt på turist tur. Først bungy jump (ja, ikke mig, Sille eller Søren, men Otto og Anton) og så hente det ene tagtelt, de kunne finde til os. Det andet måtte vi skyde en hvid pind efter i denne omgang. Det blev monteret på 90´eren senere samme aften. Fredag var vi på revet og snorklede. Det var fantastisk. Det kunne jeg godt gøre igen. Lørdag kørte vi op i bjergene og så et fantasisk vandfald, hvor nogle unge amerikanere på backpacker tur tog en hujende bade tur (det var koldt). Overnatning foregik på en National Park Bush Camp. Her mødte vi for øvrigt en anden gal Land Rover mand - oven i købet Aussie. Han gav lige et par gode steder til at pushe reservedele og et hemmeligt sted ved Cape Tribe, hvor der var helt fantastisk at campe. Jo, vi får talt med en del forskellige mennesker. Townsville var næste stop, men det nåede vi ikke, da vi hellere ville bade i en Creek, vi mødte undervejs. Så næste dag fandt vi en campingplads i Townsville med wifi. Og hvad skete ?? Nettet virkede ikke, da vi kom !! Så vi tog til et mega center efter et gasblus og i et shopping center efter mad. Heldigvis var vi i god tid, for alt lukker kl. 17 eller 17;30. Det virker helt tomt på os og passer absolut ikke vores dagsrytme. Nettet var så dårligt at vi fik halvdelen af vores penge tilbage for den nettid, vi havde købt. Ja, det kostede 5 dollars for hver time, vi var på og jeg var stor i slaget og gav alle 2 timers net. Så det blev lige 2x5=10x5 =50dollers x5,2 dkr.= 510 kr. Så der sad vi på fliserne ud for receptionen (der lukker kl 18), for at være så tæt på det trådløse net som muligt og fedtede rundt med et meget langsomt net. Alt var stille omkring os for alle Aussier går i seng kl. 19, aller senest kl. 20 og vågner først igen kl. 7:30. Mærkeligt for en dansker, der plejer at sove 6 timer hver nat... Tirsdag d. 22 kørte vi op og ind i landet. Efter at have kørt og kørt i et meget flot og storslået bakket landskab fandt vi en informationskontor, hvor vi spurgte om hjælp til vores rute. Vejen, vi havde forestillet os at køre på, var lukket og vi fik anbefalet en anden vej. Vi kunne ikke nå til Eungella National Parks Bush Camp, så vi overnattede på vores egen lille camp langt ude ad en øde "dirt road". Der var bare stille og en kæmpe stjerne himmel. Hele næste dag kørte og kørte vi, igennem de mest fantastiske landskaber. Fra det mest tørre med kaktus og spredte træer til den mest frodige regnskov på den anden side af bjergene ned mod kysten. Fandt en rasteplads for overnattere omkring kl. 19:30. Gik i gang med at sætte telte og lave mad, mens alle de andre campere i deres mobilhome var gået i seng. Torsdag besøgte vi Capricorn caves, nogle huler ned i koralkalk (som Faxe kalk) men den tur vi havde købt, gav ikke adgang til det sted, hvor fossilerne kunne ses. Ret ærgeligt, men godt for pengepungen. Jeg havde allerede bekostet 125 dollars for os 5 for en guidet tur i en time. Og man kunne slet ikke komme derned uden guide (de går vildt meget op i sikkerhed, måske fordi de så kan trække endnu flere penge ud af folk?) Igen nåede vi ikke en camping plads, men måtte finde en rasteplads - igen kom vi først frem ved mørkets frembrud men denne gang under nogle træer, hvor det larmede frygteligt oppe fra. Og så blev der smidt små ting ned på os. Det har sikkert været en slags egern, der var utilfredse med, at vi var der. Fredag købte vi færgebillet og Busch Camp billet og Beach Camp tilladelse og tilladelse til at være på Fraser Island. Jeg troede at man bare tog en billig færge og campede, hvor vi ville. Næ, det var heldigt, at vi var i mægtig god tid, for det var lidt besværligt, men det var det værd. Det var 4 spændende dage. Det var kørsel i sand og på strand. Så der var brug for diff. og low for at komme igennem. Til gengæld var kørsel på stranden som at køre på landevejen, men meget flottere. Tirsdag morgen forlod vi Fraser Island og satte kursen mod Brisbane og Gonow Family Hostel. Her blev vi vel modtaget og gik ud for at få kæmpe steaks med vores ven Poul - bestyreren af stedet. Han hjalp os rigtig meget, da vi ikke kunne få bilerne ud af tolden - både med at køre os rundt og ringe for os. I dag (Onsdag)har vi så sendt børnene hjem og er begyndt at rydde bilerne for unødvendige ting. Vi har nu kørt 3500 km og begge biler er hele endnu. Der er småting, som en koblings cylinder der skal skiftes... et smadret positionslygteglas (mig) på vej op ad en stejl skrænt til vores næst sidste camp og igen, da vi skulle forlade campen, måtte en baglygte lade livet (også mig). Ok- den virkede, indtil Søren forsøgte at sætte den på plads. Udstødningen fik også et tryk og sværtede nummerpladen til. Hele bilen er fyldt med rødt støv, blade og sand, der lige skal fejes ud, samtidig med at der bliver foretaget en grundig oprydning. I morgen er det torsdag d. 31/7 og vores børn er kommet hjem og Søren og jeg er taget på camping plads. Her skal vi have monteret nr to tagtelt (skal lige købes først) og vente på at Jens ankommer d. 6 august kl. 00:40. Til jeg skriver igen, ha´ det godt. Søren og Simone Redaktørens bemærkning: Vil du læse de foregående beretninger fra Familiens odysse i Australien, så klik på linket under artiklen Læs om andre arrangementer i Australien
Vi er nu tilbage på GoNow hostel på Vulture st 147 i Brisbane, har spist hvidt brød med Nutella og drukket te inden en sidste lille tur op ad vejen for kikke butikker.
Vi kom fra Fraser Island, Verdens største sand ø, hvor hoved attraktionen er kørsel på stranden og kæmpebølger (minder en del om vestkysten). Men det var sjovt at køre i sand (minder om LR landslejr i Oxbøl) i ca. 1 time. Men sporene var lange og det to timer...... Gab. Men vi fik da set en del anderledes skov og nogle flotte tyrkisblå søer. Og det var sjovt at køre på stranden. Færgen (en "barge") slog klappen ned på stranden og man kørte lige ud i sandet. Øen er kun for 4 hjuls trækkere. Men vi så også nogle kæmpe busser og ekspeditions kørertøjer. Men det så ud som om gæsterne på øen enten var lystfiskere (med en masse lange stænger i specielle stativer på bilen), grupper af unge på "dannelses" rejser (i deres ekspeditions busser), eller ældre der boede i de 6 forskellige små ferie byer rundt på øen.
Men lækkert sand, flotte muslinger og underlige træer. Og så badede vi (Uffe og jeg) børnene synes stadig at køgebugts saltvand er salt nok til dem. Og vi var de eneste! Måske var det fordi der stod at der kunne være saltvandskrokodiller og hajer...... Men vi tog risikoen, for som en australier sagde "der er større risiko for at blive kørt ned af en bus end at blive ædt...)
Uffe og jeg bliver her en nat mere og tager så ud på en campingplads med net adgang (det er nemlig ikke alle steder de har det!) Det troede vi faktisk.
Her vil vi planlægge og rydde op i bilerne mens vi venter på at Jens kommer d. 6 august.
Vi savner Otto og Anton og Sille helt vildt og her er meget stille uden dem. Hjemme på farmen havde min venindens datter Annika, optaget en lille video hvor alle sad i skyggen og nød en stille en, mens de vinkede og hilste os. Det var så fedt og jeg er rørt.
Nok for denne gang.
